Altanhave: Få overblik over drømme, idéer og krukker

Facebooktwitterpinterestmail

Se her, hvordan jeg skaber overblik over mine drømme og idéer til min altanhave. Jeg laver skemaer og samler billedinspiration og viden.

Kaleandtell - Krukker i altanhave

Det er stadig kold og mørk vinter, men mit hoved summer af idéer og drømme til min altanhave. Jeg samler masser af god inspiration fra nettet og bøger, og jeg tænkte, at jeg vil dele med jer, hvordan jeg skaber overblik over hele herligheden. Dels er der ny viden og dels tidligere erfaringer. Og så er der de flerårige planter, som overvintrer i krukkerne og kommer igen, når det bliver lunere. Dem må jeg også have overblik over.

Jeg har mange, mange krukker efterhånden, vistnok hen ved 40. (Det er egentlig lidt vildt til min 11 m2 altan, nu jeg tænker over det.) Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad der vokser i hvilken krukke, hvis ikke jeg skriver det ned.
Et Excel-ark på computeren, det er min metode. Andre vil måske foretrække en havescrapbog eller noget andet håndskrevet, men jeg synes, at det er meget nemmere at opdatere og ændre i et dokument på computeren.

Her kan du se min oversigt over krukker og hvad de indeholder af planter her i februar 2016. Det er ikke kønt, men brugbart. Lige nu er skemaet især uundværligt, fordi jeg var i USA det meste af sidste vækstsæson og har svært ved at huske, hvad jeg plantede i 2014.

Kaleandtell - Altanhave krukkeoversigt feb 2016

Krukkeoversigten hjælper mig også til at se, hvilke krukker vil være tilgængelige for nye planter i den kommende sæson. Det kan blandt andet være fordi der vokser forårsblomstrende løg i krukken, og disse kan tages op og gemmes i kælderen eller kasseres. Så bliver krukken ledig til for eksempel en tomatplante.

Kaleandtell - Forår på altanen

Siden vi flyttede ind for 6 somre siden, har jeg arbejdet hen imod, at der skal være smukke, farverige planter på altanen i en større og større del af året. Forårsblomstrende løg og stauder lyser op midt i april, som på billedet herover.

For at få overblik over, hvilke af mine planter, der blomstrer hvornår og i hvilke farver, har jeg lavet en oversigt over blomstringsperioder. Det er også et Excel-ark, og jeg har forsøgt at indtegne blomsterfarverne, men det er nu svært at ramme de rigtig farver.

Billedet her er et udsnit af skemaet, fordi teksten ellers bliver for lille at læse. Du kan se hele skemaet og zoome ind på pdf-filen her: Oversigt over blomstringsperiode – feb 2016

Kaleandtell - Blomstringsoversigt - udsnit

Skemaet hjælper mig til at se, om der mangler farver på bestemte tider af året blandt de flerårige planter. Skemaet viser dog ikke bladfarverne, som også i høj grad giver kulør til altanen. Jeg har heller ikke indtegnet sommerblomsterne, som jeg sår eller køber hvert år. Dem bruger jeg især til at lege lidt med farverne.

Som du kan se på billederne i denne blogpost, har jeg haft forskellige farvetemaer. Nogle år har det været kontrasten mellem blå og gul, som har domineret. Andre gange har det været farveskalaen fra varm blålilla til lyserød, som jeg har afprøvet.

Kaleandtell - Purpur solhat og floks i krukke

Det er uundværligt at tage en masse billeder af sin altanhave på alle mulige tidspunkter af året. Gem dem i en altan-mappe på din computer eller tablet, så du kan gå tilbage og se tidligere års planter. Det kan også hjælpe dig til at huske, hvornår din purpur solhat (ovenfor) sprang ud og hvor længe den blomstrede. Og hvordan var det egentlig, at de pink bladbeder (nedenfor) så ud og er de værd at dyrke igen? Det hjælper billederne mig til at huske.

Kaleandtell - Bladbede og krydderurter i altanhave

For at du kan gå tilbage og se dine tidligere års erfaringer og eksperimenter, er det vigtigt, at du ikke gang på gang arbejder i det samme skema med krukkeoversigt eller blomstringsoversigt og overskriver tidligere års arbejde. Gem dokumentet med et nyt navn, fx måned og årstal, så du kan gå tilbage og genkalde dig tidligere års arbejde.

I næste indlæg om min krukkehave, fortæller jeg om, hvordan jeg finder billedinspiration og viden på nettet. Jeg anbefaler også en plantebog, som jeg synes er et rigtig godt redskab, når man skal planlægge sin altanhave.

 

Læs mere om min altanhave:

Facebooktwitterpinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.