Det gror derude. Og kribler, både i fingrene og på de saftige skud. Forår!

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Kaleandtell - Spirende forår på altanen

I søndags var det den første strålende dejlige forårsdag. Jeg hyggede i sol og læ på altanen, og det var på høje tid, for planternes vinterfrakker gemte masser af liv.

Jeg fortæller om vinterfrakkerne længere nede, men lad os først se på det spirende forår.

Krokus

Mine krokus var godt på vej i søndags. De var faktisk så høje, at de var lidt klemt af det låg, som har beskyttet krukken mod vinteren. Derfor var nogle af dem lidt skæve, men de rettede sig nu hurtigt op i de efterfølgende dage.

Der var også kommet liv i bladlusene, som er vilde med spæde, bløde skud. På billedet kan de ses på de forreste krokus. Jeg hidser mig ikke op over den slags skadedyr. Jeg gned dem af, og planterne skal nok få overtaget, især nu, hvor jeg har fjernet vinterbeskyttelsen, og nattenfrosten er hård mod lus, men ikke krokus.

Kaleandtell - Krokus med bladlus

 

Jeg er sikker på, at mine krokus snart vil være lige så flotte og blomstrende som på billedet fra forrige år.

Kaleandtell - Krokus

 

Høstfloks

Der var også fint, lilla liv i min krukke med høstfloks. Også her var der bladlus på de spæde skudspidser.

Kaleandtell - Phlox i det tidlige forår

Kaleandtell - Høstfloks skyder i det tidlige forår

Bladene går fra lilla til grøn, når de bliver lidt ældre.

Høstfloks (Phlox paniculata) er stauder, som blomstrer i sensommeren. Jeg har to forskellige sorter stående i samme krukke. Deres blomstringstidspunkt er lidt forskudt, og derfor nyder jeg godt af blomster i krukken over en lang periode. Herunder er billeder af de blomstrende høstfloks fra i sommer.

Sorten Blue Paradise er blålilla og blomstrer fra omkring midten af juli.

Kaleandtell - Høstfloks Blue paradise

 

Amethyst er en mere rødlilla sort af høstfloks, og den begynder at blomstre lidt senere end Blue Paradise og fortsætter ind i september.

Kaleandtell - Høstfloks Amethyst

Jeg plantede mine høstfloks i krukken i efteråret 2013, og indtil videre trives de fint med at stå i krukke.

Tazetter

Tazetterne titter også op. Løgene fik jeg i en potte som værtindegave for nogle år siden. Efter afblomstring lod jeg dem visne ned og satte om efteråret løgene i en ny potte med frisk jord. De er kommet trofast hvert forår siden.

Kaleandtell - Tazetter på vej

 

Når tazetter blomstrer, dufter de virkelig dejligt.

Kaleandtell - Tazetter

 

Vinterdækning af krukker

Kaleandtell - Vinterdækning af krukker

Jeg vinterdækkede på altanen 25. november 2014, fordi efteråret var så mildt indtil da. Høstanemonen i forgrunden var ikke klar til vinterhi. Efter jul fik den en klar plastsæk over sig.

Jeg pakker mine altankrukker ind sidst på efteråret, så de bedre klarer sig igennem vinteren. Dels beskytter indpakningen mod vinden, som får kulden til at virke endnu kraftigere på planterne. Dels forhindrer indpakningen, at det regner og sner ned i krukkerne. Planterne har meget lavt vandforbrug om vinteren; til gengæld har de virkelig ikke godt af gentagne fryse-tø-perioder, hvor den bundfrosne jord i krukken forhindrer ny nedbør og tøvand øverst i krukken i at dræne væk. Så få rødderne det alt for vådt og planterne rådner. Derfor handler min vinterdækning af krukkerne primært om at forhindre nedbør.

På billedet til højre kan du se, at jeg bruger store terrakotta-underskåle og flamingoplader som låg til nogle krukker. Andre bliver pakket ind i klare plastsække, som tillader lys at trænge igennem. Uanset materialet, er det vigtigt med udluftning, så der ikke bliver så fugtigt indenfor, at svampe holder fest derinde.

Kaleandtell - Botaniske tulipaner har manglet lysNår foråret kommer, gælder det om at holde øje, for pludselig er der liv inde under vintertøjet. Hvis man venter for længe med at pakke planterne ud, strækker de sig efter det sparsomme lys og bliver lange og blege, som de botaniske tulipaner, du kan se i den blå krukke nederst i billedet til højre.
Tulipanerne i den anden krukke ser fine og normale ud, som de skal.

Det kribler i mine fingre for at komme i gang med forårssyslerne på altanen. At pakke krukkerne ud, tage de frostfølsomme planter op af den frostfri kælder og at fjerne sidste års visne, beskyttende blade fra stauderne. Men selvom solen skinner dejligt, er det stadig koldt om natten, så det gælder om at tøjle sin forårsiver lidt og ikke gå for drastisk til værks endnu. Så de frostfølsomme planter bliver i kælderen indtil videre.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.