Sådan fik vi fugle på altanen

Facebooktwitterpinterestmail

Vores altan er blevet indtaget af en børnehave – en fuglebørnehave. De skvadrer løs og er ihh så hyggelige. Vi har arbejdet længe på at få glade små fugle på altanen.

Kaleandtell - Fuglebørnehave i altankasse

Der var liv og glade dage i altankassen i går. En flok store gråspurveunger sad længe og kaldte på mad. Og forældrene leverede.

Hvordan får man fugle på altanen?

Vores altan er groft sagt en grøn plet i en murstens-ørken. Det gælder især om vinteren, når træerne i gården har tabt bladene. Det kan derfor være svært at tiltrække fugle på altanen, fordi de mangler steder at skjule sig. Der er alt for åbent og utrygt. I en have kan man plante buske, stedsegrønt og træer for at skabe ly til småfuglene. Det er ikke så let på en altan, men hos os hjælper det at lade juletræet stå længe og at have vinterbeplantning i altankasserne. Læs eventuelt tips til at lave en fuglevenlig have fra Danmarks Naturfredningsforening.

Vi fodrer naturligvis også, og i år er vi fortsat med at fodre hele foråret og forsommeren. Og det er derfor, vi nu har gråspurve, som har taget børnehaven med.

Kaleandtell - Gråspurveunge og han

Gennem vinteren har vi mest haft besøg af musvitter og blåmejser. Og deres adfærd viser, at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvad vi fodrer med.

Kaleandtell - Musvitter på altanen

Solsikkefrø er et udmærket allround fuglefoder til småfugle. Men da vi brugte hele solsikkefrø med skaller på, blev småfuglene kun ved foderautomaten i kort tid. De fløj i pendulfart frem og tilbage til træerne i gården, hvor de kunne sidde i skjul og afskalle frøene. Det brugte de en masse tid og energi på.

Efter at vi er skiftet til afskallede solsikkekerner, bliver fuglene meget længere tid og spiser på altanen. De skal ikke bruge ressourcer på at knække frøskallen og spilder derfor ikke så meget energi. De er tilsyneladende også mere rolige og flyver ikke i skjul på samme måde.

De afskallede frø har også den fordel, at de ikke kan spire. I sensommeren 2015, da vi kom hjem efter måneder i USA, stod der adskillige selvsåede solsikker i mine krukker, som jeg ikke havde været hjemme til at luge væk. Solsikker er jo ikke det værste ukrudt, men jeg – og sikkert også de fleste andre – vil gerne skulle luge så lidt som muligt.

Kaleandtell - Solsikke på altanen

Her om sommeren ville småfuglene være glade for insekter fremfor frø. De har brug for meget protein her i yngleperioden, hvor de skal opfostre ungerne, og proteinerne får de fra insekter og andre smådyr.

Man kan købe tørrede melorme i poser, ligesom fuglefrø, men der sætter Rasmus grænsen. Det er for ulækkert, synes han, og det forstår jeg vist godt. Så hos os må fuglene nøjes med de insekter, de kan fange i altanens krukker og altankasserne. De hopper flittigt rundt derude, så de har vist heldet med sig, og det er også til krukkehave-ejerens fordel.

Vi kommer frøene i en foderautomat, som holder regn og sne ude, så fuglefoderet ikke rådner.

Kaleandtell - Fuglefodring på altan

Fugle behøver også vand, og for et måneds tid siden stillede jeg et fuglebad på altanen. Det er en meget stor underskål (Ø 35 cm) med vand, som fuglene drikker af og tager bad i, og det sker flere gange om dagen, hvis man skal dømme efter vandsprøjtene på altangulvet.

Kaleandtell - Gråspurve og due på altan

Foderautomaten er ikke just køn, men den fungerer rigtig godt og er relativt nem at skille ad og rengøre. Og det skal altså til af og til, for de er lidt nogle svin, fuglene. De skider også, hvor de spiser.

Det grønne gitter om foderautomaten er nødvendigt for, at duerne ikke skal plyndre foderautomaten i løbet af no time.

Kaleandtell - Fugle på altanen

Ringduer var ikke lige de fugle, som vi drømte om at få på altanen, da vi begyndte at fodre, og vi har kørt en langstrakt kamp for, at de ikke skal føle sig alt for godt hjemme derude.

Kaleandtell - Due forsøger sig på altanen

På den ene side er det lidt sjovt at se, hvor ihærdigt duerne forsøger at nå fuglefoderet, som vi placerer, så de store fugle ikke rigtig kan komme til det. På den anden side larmer duerne med deres kurren, de skræmmer ofte de små fugle væk, og de knækker mine planter. Min fine salvie med det lange blå spir af blomster er knækket, fordi duen møver frem og tilbage på gelænderet.

Kaleandtell - Salvie i altankasse

Helt så meget skade kan de små gråspurve ikke forvolde, når de beslutter sig for at slå sig ned i altankassen. Og de er altså hyggelige.

Kaleandtell - Unge fugle på altanen

 

Læs mere om fugle på altanen og i vores lokalområde:

Facebooktwitterpinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.