Fuglekirsebær er modne lige nu

Facebooktwitterpinterestmail

Kaleandtell - Fuglekirsebær

… I hvert fald de fuglekirsebær vi kom forbi på en skovvej på Vestegnen i dag.

Efter vores hjemkomst fra USA har vi taget nogle feriedage for lige at falde til igen og nyde den fredelige, milde danske sommer, som jeg har længtes efter ovre fra det travle, hede New York.

Vi sprang på cyklerne, som vi også har savnet voldsomt, og cyklede en god tur ud på Vestegnen til Herstedhøje, et godt turmål med udsigt vidt omkring, bl.a. til Roskilde Domkirke, Stevns Klint og Indre Københavns mange tårne og spir. Tag kikkert med, det gjorde vi.

 

Kaleandtell - Vilde kirsebær

Fuglekirsebær (Prunus avium), som også kaldes vilde kirsebær, vokser vildt i Danmark. Ifølge Naturstyrelsen findes de især i det østlige Danmark og talrigt på Bornholm, men også visse jyske steder har masser af fuglekirsebærtræer, bl.a. omkring Mariager fjord, Salling, Himmerland og i Vendsyssel.

Kaleandtell - Fuglekirsebær samlet på cykelturen

De små modne bær spænder fra mellemrøde til nærmest sorte. Træet, vi kom forbi, havde ret lyse bær, men de har fuld knald på smagen og dejlig sødme. De var bløde og skrøbelige, så det var godt, at jeg havde taget et par tomme plastikbokse med på turen, netop i håb om at finde noget spændende spiseligt. Brombærrene var i øvrigt ikke klar endnu.

Kaleandtell - Fuglekirsebær i Krenitskål

Kaleandtell - På cykeltur

 

Så vi kom hjem med vilde fuglekirsebær fra vores cykeltur på Vestegnen. Nå ja, og så en økologisk lammespegepølse, som vi købte i cafeen på Herstedhøje Naturcenter. Den er lavet af naturcenterets Spelsau får, en oldgammel dansk fårerace, som leverede uld i Bronzealderen og nu indgår i naturplejen i Vestskoven. Jeg glæder mig til at smagen lammespegepølsen til frokost i morgen.

 

 

Facebooktwitterpinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.