Få inspiration til altanen –
Bog, billeder og guides

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Læs her, hvor jeg finder inspiration til altanen og viden om, hvordan jeg får smukke planter, der trives i krukker. Så er du også på vej til frodighed og hygge.

Kaleandtell - Sedum i altankasse

Hvad enten du har en tagterrasse, en have eller bare en lille fransk altan, er første skridt på vejen til frodighed at finde ud af, hvilke planter, der kan trives lige præcis dér. Det afhænger især af, hvor meget sol eller skygge der er.

Planter er tilpasset et bestemt voksested. Modsat dyr kan planter ikke flytte sig, og derfor har de udviklet sig, så de får mest muligt ud af deres voksested. For eksempel har nogle planter solfiltre, som virker ligesom solcreme til at dæmpe stærkt sollys. Andre er særligt gode til at fange det svage lys på bunden af en dyb skov.

Den sikreste vej til at få glade, frodige, stortblomstrende planter er at give dem de vækstbetingelser, som de godt kan lide. Du kan ændre på jordkvaliteten i krukken, og du kan gøde og vande efter alle kunstens regler. Men hvis sol-skyggeforholdene er forkerte, er det ikke sikkert, at du får særlig meget ud af dine anstrengelser.

Her får du tips til, hvordan du finder planter, som kan trives på lige præcis din altan, have eller terrasse.

Altan overblik 2014

Min altan vender mod øst. Den er uoverdækket og ligger ret frit, så der er ikke andre bygninger end min egen, som kan skygge. Derfor har den østvendte altan en side, som får ret meget sol, og en side, som mest har skygge. Rækværket skaber desuden skygge hele dagen på en del af gulvet.

Altså er jeg velsignet med små områder med henholdsvis sol, halvskygge og skygge. Det giver mange muligheder, men ingen planter kan trives med både masser af sol og dyb skygge, så det gælder om at lære, hvilke planter, som kan vokse de forskellige steder.

 

Kaleandtell - Hvilken plante hvorBogen ‘Hvilke plante hvor’

Denne bog af Jane Schul er et opslagsværk, ikke fornøjelseslæsning. Men den er et rigtig godt værktøj til at finde ud af, hvilke planter, der kan tilbyde hvad.

Vil du have lilla blomster? Duftende blomster? Blomster i skyggen? Spiselige planter? Vinter-blomstrende planter? Stedsegrønne blade? Lavallergene planter (altså planter som ikke provokerer allergi)? Du kan slå det hele op i ‘Hvilken plante hvor’.

Jeg låner den på biblioteket, og det vil jeg også foreslå dig at gøre, i hvert fald til at starte med.

Bogen er rettet mod danske haveejere, ikke altanejere og andre krukkeentusiaster. Så der er ingen vejledning til, om planterne vil trives i krukker. Det må man læse om andetsteds, se nedenfor.
Til gengæld har man som krukke-dyrker den fordel, at man ikke er hæmmet af en bestemt type jordbund, fx tør og sandet jord. Man kan designe sin krukkejord efter planternes præferencer.

Bogen består mest af lange plantelister, for eksempel over længeblomstrende planter som på billedet herunder. Og lige præcis længeblomstrende planter er noget, man gerne vil have, når man ikke har plads til så mange forskellige planter som den gennemsnitlige haveejer.

Kaleandtell - Længeblomstrende planter

Den sidste del af bogen består af planteskemaer, hvor man kan slå plantenavne op for at se, hvor stor planten bliver, hvilke lysforhold den foretrækker og hvilke farver den fås i.

Kaleandtell - Planteskema fra Hvilken plante hvor

Der er ikke særlig mange billeder i bogen, og den er komplet uegnet til hyggelæsning, hvor man kigger billeder og bliver betaget af planternes farver, skønhed og variation. Billeder finder jeg andre steder, især på nettet.

Plantebilleder på nettet

Jeg henter meget inspiration til altanen ved at se plantebilleder på nettet. Hvis jeg har læst om en specifik plante, for eksempel Moskus katost, laver jeg en billed-Google-søgning.

I mange tilfælde kan det godt betale sig at søge på det videnskabelige navn, hvis du kender det, for eksempel Malva moschata frem for det danske navn, Moskus katost. På den måde får du billeder fra hele verden, ikke kun dem, som er begrænset til Danmark.

Jeg bruger Pinterest, når jeg har lyst til at se plantebilleder og bredt søger inspiration til altanen, for eksempel planter til skygge.
På Pinterest har jeg lavet en opslagstavle for Kale and tells Altan-inspiration. Den indeholder både mine egne plantebilleder fra bloggen her og andres billeder, som jeg finder inspirerende og gerne vil kunne finde tilbage til.
Du behøver dig ikke at oprette dig som bruger på Pinterest for at søge efter billedinspiration, men du kan kun gemme billeder på din private opslagstavle, hvis du er tilmeldt.

Kaleandtell - Bi i kæmpeverbena

 

Det britiske haveselskab – planteviden på alle niveauer

Briterne har en stærk havekultur, og det britiske haveselskab, Royal Horticultural Society (RHS), er en guldgrube af viden, hvis man gerne læser på engelsk. Uanset om man er garvet plantemenneske eller nybegynder, er der masser af inspiration at hente på den omfattende hjemmeside.

Hvis du gerne vil lave en krukkehave på din altan, men ikke har så meget erfaring, så se på deres Beginner’s Guide om hvordan man dyrke planter i krukker. I det hele taget er deres sektion med Beginner’s Guide to gardening fin til at lære om, hvordan man sår, luger ukrudt, dyrker grøntsager, beskærer planter og meget mere. Også for mere erfarne havemennesker er der gode råd i den omfattende sektion Advice.

Kaleandtell - Inspiration til altanen - Hvordan lægger man tulipanløg i krukke

 

RHS har også søgeværktøjet Find a plant, hvor du kan indstille en masse søgekriterier, for eksempel blomsterfarve, blomstringstidspunkt, hvor stor planten bliver, og om den skal vokse i sol, halvskygge eller skygge. Hvis du søger efter planter til krukker, kan du vælge “Patio and container plants” under overskriften “Garden type”. Søgemaskinen søger blandt mere end 250.000 planter, så det kan godt betale sig at indsnævre sin søgning.

‘Find a plant’ er et sjovt og rigtig anvendeligt værktøj, synes jeg. Den eneste ulempe er, at det tager udgangspunkt i det britiske klima. Der kan godt være forskel på for eksempel vinterhårdførhed og blomstringsperiode i Danmark og England, og det skal man lige holde sig for øje, når man læser plantebeskrivelserne hos RHS.

Kaleandtell - Clematis 'Niobe'

 

Haveselskabet – haveviden på dansk

Vi har også en dansk pendant til RHS: Haveselskabet. Selvom hjemmesiden slet ikke er så omfattende som den britiske, er der stadig mange fine artikler med planteviden, også om potter og krukker.

Jeg har netop fået et medlemskab af Haveselskabet i julegave. Som medlem får jeg tilsendt deres blad ‘Haven’, og det er jeg meget begejstret for indtil videre. Men ærlig talt, medlemskabet er dyrt, og det er mere henvendt til passionerede haveejere end folk med en altan eller et højbed i gården.

Kaleandtell - Krydderurter i krukker

 

Skab overblik over de mange input med inspiration til altanen

Kaleandtell - Hun solsort på altanSom jeg nævnte forleden, skaber jeg overblik over min krukkehave ved at lave skemaer og noter på computeren.

Jeg laver jævnligt et nyt Word-dokument, som samler den inspiration til altanen, som jeg finder i bøger og på nettet.

Jeg kopierer tekst, billeder og links fra nettet ind i dokumentet, hvor jeg også skriver noter om mine tanker og overvejelser.

  • Skal jeg prøve at så koriander i år? Hvornår?
  • Hvilken slags Dahlia skal jeg dyrke?
  • Husk at give hortensiaen surbundsgødning i foråret.

 

Sådan sidder jeg og finder idéer og inspiration til altanen i 2016, mens jeg – ligesom Fru Solsort – spejder efter forår.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

One Comment

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.