Min terrasse var bar og vinterkedelig. I skoven fandt jeg smukke grene og mos, og nu har jeg hyggelig vinterpynt udenfor. Læs, hvad du må samle i naturen.
Vores lille have var tom og bar, da vi flyttede ind i august. Mine krukker har pyntet fint gennem sensommer og efterår, men stauderne er nu visnet ned, og andre flerårige planter er sat til vinteropbevaring i skuret. Så pludselig stod terrassen igen tom. Det måtte der gøres noget ved.
En søndag gik Rasmus og jeg en lang tur i skoven, og dér blev jeg inspireret til at lave vinterpynt til terrassen. Ihh, en smuk vinterdag i den fredede Nørbæk Ådal, som grænser op til Nørbæk Hede, hvor billedet herunder er fra.
Jeg blev vildt fascineret af grønne frodige mosser, svampe og de mange lav-bevoksede grene. Ikke alene blev min biologi-nørdethed trigget, men jeg så også fantastiske former og farver.
Sådan nogle laver er nok små, men også virkelig flotte, synes jeg. Lav er en organisme, som består af både svampe og alger, der lever tæt sammenvævet i symbiose til gensidig fordel. De kan ikke eksistere uden hinanden.
Jeg kom ganske uforberedt til skoven – uden hverken saks eller pose – og jeg kunne ærligt talt heller ikke helt huske reglerne for, hvad du må samle i naturen. Så jeg måtte komme tilbage en anden dag bevæbnet med viden og redskaber.
Hvad du må samle i naturen, når du vil lave vinter- og julepynt
Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning forklarer det grundigt her: Hvad må jeg samle i naturen?
Her er reglerne i hovedtræk:
- Du må til privat brug samle, hvad der kan være i en bærepose. Én pose mos, én pose kviste, én pose kogler og så videre.
- I offentlige skove må du færdes overalt. I private skove skal du holde dig til stier og veje.
- Du må samle, hvad du finder i skovbunden af kogler, mos, svampe, grene og kviste.
- I områder, hvor man dyrker pyntegrønt, må du ikke samle eller klippe grene af nåletræer. Ellers må du klippe grene af væltede løv- og nåletræer. I offentlige skove må du også klippe grene af løvtræer, som er minimum 10 meter høje.
Efter at have læst op på reglerne kørte jeg tilbage et par dage senere. Jeg kunne nemlig ikke få den store lav-bevoksede gren ud af hovedet, som jeg havde set og fotograferet. Jeg besluttede at bruge grenen til at lave et mini-træ i en stor krukke på terrassen. Så jeg trodsede ustadigt vejr og blev belønnet med denne fine regnbue.
Foruden den store, døde egegren med lav kom jeg hjem med små kogler, masser af mos, grene fra et væltet nåletræ – av, hvor de stikker! – og en fantastisk, forvitret trærod.
Med udgangspunkt i det, jeg samlede i skoven, har jeg nu pyntet op med lys og naturmaterialer på terrassen og ved hoveddøren.
Næste gang forklarer jeg i ord og billeder, hvordan jeg gjorde. Følg med og få dine egne idéer.
Glædelig 1. december.
Opdatering: Her kan du læse min guide til at lave udendørs juledekorationer.