Sådan overlever dine potteplanter ferien:
Lav selvvandende planter

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Kaleandtell - Selvvandende potteplanter

Ferietid kan være hård for tørstige potteplanter og den hjælpsomme plantepasser, du måske er heldig at kende. Lav dine potteplanter selvvandende, så alle kommer lettere gennem ferietiden.

 

Kort efter indflytning i vores nye, midlertidige hjem i Brooklyn anskaffede jeg nogle potteplanter til stuen. Grønne planter er for mig en vigtig del af et hyggeligt og rart hjem.

Kaleandtell - DYI selvvandingVi rejser dog en del rundt i USA, mens vi har base i New York, og planterne skal have vand i mellemtiden. Da jeg ikke ville belemre fremmede naboer med plantepasning, måtte jeg finde en måde at strikke et selvvandende system sammen på. Eftersom vi rejser tilbage til Danmark til august, ville jeg ikke investere noget særligt og satte mig for at lave det af forhåndenværende materiale og skrald.

Princippet er enkelt: Kraftig bomuldsnor suger vand fra et reservoir op i jorden, så den forbliver fugtig.
Det er nemmest at forklare med billeder, så her kommer en fotofortælling.

Gør-det-selv: Selvvandende potter

Da jeg alligevel skulle ompotte de indkøbte potteplanter til større, ordentlige potter, kunne jeg nemt indbygge bomuldssnoren i pottemulden.
Læs længere ned, hvordan du gør, hvis du ikke vil ompotte dine planter.

Det er vigtigt at bruge kraftig bomuldssnor, som kan suge vand. Jeg brugte snor, som også kan bruges til madlavning; så ved man, at det sandsynligvis ikke er behandlet med planteskadelige stoffer.

Erfaring viste, at det vil være bedst at iblødsætte snoren først. Min snor havde svært ved at suge i starten, måske fordi den var blevet behandlet på en eller anden måde ved fremstillingen.

Jeg lavede et par lange løkker af snor gennem hullet i pottens bund. Et stykke tilfældig plastik, her fra et låg til hytteost, blev klippet til, at det vil forhindre, at jorden falder ud af hullet, men samtidig tillader vand at dræne fra. Et potteskår er det klassiske at bruge, men det havde jeg ikke.

Kaleandtell - Bomuldssnor i selvvandende potte

 

Efter at have fyldt lidt jord i potten, kunne jeg arrangere snoreløkkerne, så de var fordelt langt op i jorden.

Kaleandtell - Ompotning til selvvandende potte

 

Den indkøbte potteplante blev frigjort fra sin mindre plastikpotte og plantet i potten, mens jeg forsøgte at arrangere snoren op omkring den. Sådan endte jeg med en nyplantet potteplante med en lang hale af bomuldssnor ud af hullet i bunden. Resten af planterne blev ompottet på samme vis.

Kaleandtell - Selvvandende potteplante

 

Snoren skal kunne trække vand fra et stort reservoir under planten. I tiden op til vores rejse samlede jeg husholdsningsplastikaffald af en god størrelse sammen. Terracottapotterne af forskellige størrelser passede ned i forskellige plastikflasker og mælkedunke, som jeg skar toppen af med en hobbykniv.

Sådan kunne jeg fylde op til flere liter vand i plastikbeholderne, placere de selvvandende potteplanter oveni og lade dem suge vand op gennem bomuldssnorene.

Kaleandtell - Selvvandingsystem til potteplanter

 

Som sagt havde jeg først lidt problemer med, at snorene ikke sugede vandet særlig godt til sig og flød ovenpå. Jeg udvidede derfor min Storm P-anordning med nogle tunge metalklemmer, som lå i en skuffe. Når de blev sat i enden af snorene, tyngede de dem ned i vandet. Almindelige tøjklemmer af plastik vil sikkert også virke fint, men jeg tror nu slet ikke, at klemmer er nødvendige, hvis snoren er gennemvædet på forhånd.

Planterne overlevede på denne måde små to uger i en hed, indelukket lejlighed, og de ville have kunne stå længere endnu, hvis det skulle have været.

Plastikaggregatet er ikke så kønt, men vi var jo ikke hjemme til at se på det alligevel. Når jeg er hjemme til at vande regelmæssigt, stiller jeg bare planterne i deres underskål ovenpå snoren. Så lægger man ikke mærke til den i dagligdagen.

Kaleandtell - Calathea

I øvrigt kendte jeg ikke navnet på potteplanten herover, som forretningen ikke havde mærket, men jeg faldt for de flotte aftegninger på bladene. Sidenhen var jeg heldig at finde den i Fairchild Tropical Botanic Garden i Miami, hvor en meget hjælpsom og engageret frivillig fortalte mig, at den tilhører slægten Calathea fra det tropiske Amerika.

 

Hvordan laver man nemt en selvvandende plante uden at skulle ompotte?

Dine potteplanter vil elske, hvis du ompotter dem med 1-2 års mellemrum. Så får de ny frisk jord og måske en større potte at brede sig i. Men hvis ikke du står foran at ompotte, kan du alligevel godt lave planten selvvandende.

En af mine nyindkøbte planter havde ikke brug for en større potte. Jeg gjorde den selvvandede ved at stikke bomuldssnor op i rodklumpen gennem et af hullerne i bunden. Snoren blev spændt ud over toppen af en kraftig, lang tændstik, hvor svovlet var knækket af (se billedet), og sådan kunne jeg bore snor + træpind langt op i potten nedefra. De lange snoreender kunne så suge vand ligesom vist ovenfor. En anden slags (træ-)pind, evt. sådan en til neglene, kan bruges, hvis man ikke har lange tændstikker.

Kaleandtell - Tændstik og bomuldssnor til selvvandende plante

 

Selvvanding af spirer på altanen

Vores rejse til Florida faldt lige dér, hvor det var vigtigt at komme i gang med spiring af slikærter til altanen, hvis vi skal nå at høste ærter, inden vi rejser hjem igen.

Jeg valgte derfor at så ærterne i de store potter, som de skal vokse i på altanen, og inkorporere bomuldssnor på samme måde som hos potteplanterne.

Disse potter var for store til at passe ned i selv de største mælkedunke på 1 gallon (3,8 L). I stedet brugte jeg nogle billige plastikkasser med låg fra Ikea, som vi lige havde købt (Ja, de har selvfølgelig også Ikea i USA).

Kaleandtell - Selvvanding af spirer på altan

 

Plastiklåget var for hårdt til at skære i, men Rasmus fandt en boremaskine og borede nogle passende huller.

Kaleandtell - Låg til selvvandingssystem

Kaleandtell - Selvvandende spirer på altanen

 

Selvvandingssystemet fungerede upåklageligt, og da vi kom hjem, var der ærtespirer en masse.

Kaleandtell - Ærtespirer på altanen i Brooklyn

 

Det er mit håb, at slikærterne vil klatre op af de to kæmpestore rustne metalhjul, som lejlighedens ejere har valgt at dekorere altanen med. Den slags er langt fra vores smag, men så må man jo få det bedste ud af det, og de vil sikkert være gode som espalier. Jeg skal nok lade jer vide, om projektet lykkes som sommeren skrider frem.

Kaleandtell - Ærtespirer skal dække hjul i Brooklyn

 

Er der håb for planter, som ikke har klaret ferien særlig godt? Læs mere her:

Stjernejasmin – fra udtørret elendighed til fuldt flor på en måned

Kan planten reddes efter mangel på vand og næring i lang tid? Min stjernejasmin på altanen kan heldigvis. Den gik fra udtørret elendighed til fuldt flor på en måned, og det krævede bare vand, gødning og lidt opmærksomhed ...
Læs Mere
Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

4 Comments

  1. Smart, men fredsliljer kan sagtens stå under vand, så at høj-vande i lukkede potter, det fungerer også.

    • Tak for din kommentar 🙂
      Jeg vidste ikke, at fredsliljer (Spathiphyllum wallisii) kan tåle at stå med rødderne i vand i små to uger eller længere, som jeg havde brug for, da jeg bloggede dette.
      Jeg går ud fra, at du hentyder til planten med de lyserøde blomster, når du taler om fredsliljer. Den viste plante er dog en Anthurium andreanum, ikke en fredslilje. De tilhører forskellige slægter i samme familie (Araceae). Der står specifikt på mærkatet fra avleren af min plante, at den ikke bør stå med overskydende vand, men dog heller ikke bør tørre ud. Hvis du eller nogen anden har erfaringer med Anthurium andreanum, som modsiger dette, hører jeg meget gerne om det 🙂

  2. Hej Tina,
    tak for en fin blog. Din plante af Calathea-slægten vil herhjemme kunne findes under det populære navn “fiskebens-plante” – din specifikt ser ud til at være en maranta leuconeura var. erythroneura.

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.