Trifli med trumf på: Rabarber, nøddemarengs og råcreme

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Trifli er en skøn dessert, og denne trifli er ekstra luksuriøs. Den friske smag af rabarber og jordbær spiller smukt sammen med lækker råcreme og nøddemarengs. 

Kaleandtell - Trifli med trumf på - Kopi

Vi skulle have frokostgæster for nylig, og jeg ville gerne lave en sommerlig dessert, som kunne forberedes i god tid. Rasmus drømte straks om trifli.

Jeg besluttede at lave en trifli med liiige lidt ekstra godhed: Hjemmebagt hasselnøddemarengs og råcreme med masser af vanilje lagt i lag med syrlig-sød og frisk rabarber-jordbær-kompot.

Kaleandtell - Rabarber

Rabarber og jordbær er en skøn kombination. Deres smage klæder hinanden så fint.
Jeg arbejder på at tømme vores fryser, så jeg brugte en pose frosne jordbær, men friske, smagfulde jordbær er selvfølgelig også fine at bruge, hvis du kan nænne at koge dem til kompot.

Erdbeere_Senga_Sengana_660pxFoto af 3268zauber – Eget arbejde, CC BY-SA 3.0, Wikimedia Commons.

Trifli er en nem gæste-dessert

Denne trifli er dejlig gæste-venlig, fordi du kan forberede det meste i god tid.

  • Hasselnøddemarengs kan laves dage forinden. Den har også godt af en tur i fryseren, så du kan sådan set lave den uger i forvejen og have nøddemarengs liggende på frost til forskellige desserter. Den tør op i løbet af en time eller to på køkkenbordet.
  • Rabarberkompot (med eller uden jordbær) kan koges dage i forvejen og opbevares i køleskabet. Den kan også fryses.
  • Råcreme skal laves lige før servering, men før gæsterne kommer, kan du forberede en skål med æggeblommer, vanilje og sukker, som står i køleskabet indtil servering. Så skal du bare piske indholdet og tilsætte friskpisket flødeskum fra en anden skål.
  • Min rabarbertrifli lægges sammen lige inden servering, så nøddemarengsen ikke bliver for blød og opløst. Det er heldigvis hurtig gjort.

Jeg anretter trifli portionsvis i dessertglas. På den måde bliver desserten, som ellers ikke har det mest elegante udseende, ganske fin at se på. Smukke glas hjælper naturligvis på sagen.

Kaleandtell - Luksus trifli med rabarber, nøddemarengs og råcreme - Kopi

Opskrift på trifli med rabarber, jordbær, nøddemarengs og råcreme

Opskrifterne på nøddemarengs, frugtkompot og råcreme kombineres til trifli til mindst 8 personer. Hvis du vil lave en mindre portion, vil jeg anbefale, at du reducerer mængden af kompot og råcreme, men bager en hel portion hasselnøddebund og gemmer overskudet i fryseren til andre desserter.

Hasselnøddebund

  • 100 g hasselnødder
  • 2 æggehvider
  • 75 g sukker
  1. Rist hasselnødderne på bagepapir ved 150°C i ca. 20 minutter, indtil de brune hinder er mørke og der dufter af nougat. Lad nødderne køle af og fjern evt. de brune hinder ved at nulre hasselnødderne. (Dette trin kan gøres dage i forvejen, om nødvendigt.)
  2. Finhak de ristede nødder til mel. Det er helt klart nemmest på en foodprocessor/blender, men blend ikke nødderne så længe, at olien trænger ud og gør massen fugtig og nutella-agtig.
  3. Opvarm ovnen til 180°C (uden varmluft). Læg bagepapir i en lille bradepande.
  4. Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukker i en spiseskefuld af gangen og pisk, indtil massen bliver sej og blank. Vend forsigtigt de finthakkede hasselnødder i. Fordel marengsmassen på bagepapiret i et lag på ca. 1,5 cm. Massen flyder ikke ud og behøver ikke at nå ud til kanterne.
  5. Bag bunden ved 180°C i ca. 30 minutter, indtil den er gennembagt. Tag den ud og lad den køle helt af på en bagerist. Løft bunden op af bradepanden og træk forsigtigt bagepapiret af. Det gør ikke så meget, hvis den går i stykker; du skal alligevel bruge mindre stykker til dine portionsanrettede triflier.

Nøddebunden kan bruges umiddelbart, eller den kan fryses. Tø den op ved stuetemperatur.

Jeg bruger den samme hasselnøddebund til denne kage: Nøddebund med frisk frugt og creme.
Der bager jeg den dog i springform, så den bliver helt rund og kan anrettes på et stort fad.

Rabarberkompot med jordbær og vanilje

Rabarberkompot kan laves dage i forvejen og opbevares i køleskabet. Den kan også fryses i månedsvis.
Her kommer jeg også jordbær i, men trifli med ren rabarberkompot smager også dejligt.

  • 500 g rabarber (friske eller fra frost)
  • 200 g jordbær (friske eller fra frost)
  • Et par spiseskefulde vand
  • 1 stang vanilje
  • 150 g sukker (eller efter smag, som afhænger af dig og rabarbernes syrlighed)
  1. Rens rabarberne og skær dem i mindre stykker (ca. 1 cm). Kom dem i en gryde. Tilsæt de rene, nippede jordbær.
  2. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland de klistrede korn med lidt af sukkeret på spækbrættet. Kom dette vaniljesukker i gryden sammen med den tomme vaniljebælg, vand og sukker. Hold evt. lidt sukker tilbage. Frugtens syrlighed varierer, og du kan altid tilsætte mere sukker, men ikke fjerne det.
  3. Kog op med lidt varsomhed og pas på, at det ikke brænder på. Frugten afgiver en masse væde hen af vejen, så det er vigtigt ikke at tilsætte for meget vand, for så bliver kompotten i sidste ende tynd. Kog rabarberne møre (ca. 10-15 min.) – til dette formål foretrækker jeg, at de koger ud til en ret ensartet kompot. Lad kompotten køle helt af og kassér vaniljebælgen.

 

Råcreme med vanilje

  1. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland med et knivsblad de klistrede korn med 1 spsk sukker, så de bliver nemmere at fordele i cremen. Gem den tomme vaniljebælg til noget andet, fx hjemmelavet vaniljesukker.
  2. Kom æggeblommer, vaniljen og resten af sukkeret i en skål. NB! Du kan forberede hertil inden gæster ankommer og opbevare skålen i køleskabet.
  3. Pisk æggeblommer, vanilje og sukker med en elpisker, så sukkeret opløses.
  4. Pisk i en anden skål piskefløden til skum.
  5. Vend forsigtigt flødeskummet i æggemassen, indtil råcremen er jævn.

 

Samling af trifli i portionsglas

Jeg foretrækker at samle denne trifli lige inden servering. Læg en lille klat rabarber-jordbær-kompot i bunden af hvert dessertglas. Læg nøddemarengs ovenpå. Kom mere frugtkompot over nøddebunden og læg råcreme på toppen. Servér eventuelt resten af råcremen i en skål, så folk selv kan tage mere råcreme, hvis de vil.

Kaleandtell - Trifli med trumf på - Kopi

 

Du kan også bruge rabarber i det salte køkken. Få inspiration her:

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.