Om altanhaven

Opdatering, september 2016: Vi er flyttet til Ribe, hvor vi har fået en lille have. Uddybning følger, når flyttehurlumhejet er stilnet af. Indtil da, kan du læse om vores tidligere altanhave i Valby.
.
Kaleandtell_salvie Blue Bedder på altan1

Med udsigt til Jesuskirken og Valbys gamle arbejderkvarter for Carlsbergs bryggeriarbejdere ligger vores altan i 2. sals højde.

Det er dejligt at nusse rundt derude. Enten ved at pusle om planter eller bare sidde og glane med en kop kaffe. Holde øje med, hvordan livet i lille skala udvikler sig og se bierne på jagt efter nektar.

 

 

Blognyt om altan og planter

Jeg vil blogge om tips, hyggelige oplevelser og små projekter fra min krukkehave og vindueskarm.

Bloggen følger årstidernes gang, og selvom vinteren er mørk og stille med få plantesysler, giver den plads til farverige drømmerier for det kommende år og evaluering af tidligere erfaringer.

Min altan er en lille have i overkommelige skala. Den giver grønne omgivelser inde i byen og mulighed for at høste friske krydderurter og andet til min mad.

Jeg hviler hjernen med planter, også på storbyferier. Her i Helsinki botaniske have.

Jeg hviler hjernen med planter, også på storbyferier. Her i Helsinki botaniske have.

Vejen til grøn succes er efter min mening:

  • opmærksomhed
  • lidt baggrundsviden
  • at springe ud i det

Her kan du følge, hvordan jeg gør det.

Se indekset for altan- og planteblogposter.
Jeg håber at kunne inspirere andre til at skabe liv og frodighed på altan, terrasse eller vindueskarm. Fordi det er sjovt og godt for sjælen at se, når planterne trives, vokser og blomstrer smukt.

Fakta om altanen: Hvor stor, hvor meget sol osv.

Min altan er relativt stor, 11 m², og uoverdækket. Den vender mod øst, så den ene væg har sol fra morgen til kl. 15 i højsommeren, mens et andet hjørne er skyggefuldt det meste af dagen. Det giver forskellige vækstbetingelser og dermed rum til forskellige planter.

Jeg bruger både flerårige planter, som kommer igen år efter år, og sommerblomster, som ikke overlever vinteren. Nogle trives og ser smukke ud, andre gør ikke. Sådan bliver jeg klogere og skaber variation.