Bange for knoldselleri?

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Prøv noget nyt, spis knoldsellerien rå. Her er opskrift og 8 serveringsforslag.

Kaleandtell - Salat med knoldselleri, æble, persille og sennepsvinaigrette

Det er min erfaring, at knoldselleri ligger højt på danskernes liste over “farlige” grøntsager. Jeg forstår ikke, hvorfor smagen støder så mange. Måske er det bl.a. konsistensen af blød, gennemtilberedt selleri, som er afskrækkende. I så fald vil jeg forslå, at du prøver at spise den rå i en salat.

Jeg er vild med en sellerisalat, som vi kunne kalde en råkost eller en selleri-slaw. Som grundopskrift anvender jeg knoldselleri, æble, masser af bredbladet persille og en sennepsvinaigrette med meget æbleeddike. Stærk dijonsennep passer godt til den rå knoldselleri. Æble og æbleeddike giver en god balance mellem sødme og syre. Persillen giver både en klædelig snert af bitterhed og farve til en salat, som ellers godt kan være lidt kedelig hvid-i-hvid.

Når grundopskriften, som du finder nedenfor, er på plads, kan man tilføje nødder, tørret frugt, høvlet ost og kogte linser, som man har lyst til. Jeg holder især af ristede hasselnødder og sultanarosiner til denne salat, men hakkede mandler og tørrede abrikoser i strimler smager også dejligt.

Knoldselleri skal skæres meget fint, når den skal spises rå. Jeg plejer at bruge mandolinjernet til at lave julienne, fordi det bliver flottest og giver den lækreste mundfornemmelse. Men skal det gå rigtig hurtigt, river jeg sellerien groft på maskine.

Her har du 8 forslag – 4 med kød og 4 vegetariske – til, hvordan du kan servere salaten af knoldselleri, æbler og sennepsdressing. Grundopskriften på salaten står nederst.

 

Knoldselleri i salat – 4 forslag med kød

 

Soja-glaseret nakkekotelet med sellerisalaten fra grundopskriften.
Enkelt og godt. Sojaen giver ekstra umamismag, så kødet bugner af velsmag.
Nakkekoteletten krydres med peber (ikke salt, det tilføjer sojasovsen) og steges på en pande. Til sidst overhældes den på panden med 1 spsk sojasovs. Lad sojaen bruse op og koge ind, ca. 1 minut, så den tykner og sætter sig på koteletten. Vend koteletten en gang undervejs.

Kaleandtell - Knoldselleri og æble i råkost

 

 

Grøn linsesalat med bagte rødbeder og parmesan, knoldsellerisalaten med sultanarosiner samt rugbrød med spegeskinke.
Til linsesalaten koges grønne linser møre i bouillon. De varme linser vendes med balsamico og lidt olivenolie og anrettes med bagte rødbeder i både, friskhøvlet parmesan og tallerkensmækkerblade. Sidstnævnte har en skarp, stærk smag, som klæder de søde rødbeder rigtig godt. Hvis ikke man selv dyrker tallerkensmækker (blomsterkarse), kan man i stedet bruge rucola, brøndkarse eller almindelig karse. Eller man kan blande lidt peberrod eller stærk sennep i balsamicoen.

Kaleandtell - Sellerisalat og linsesalat med rødbeder

 

 

Medisterpølse (Irma har en god frilandsmedister), sellerisalaten med mørke rosiner samt salat af grillstegt squash, rå majroe og rå gulerod med brøndkarse og dressing af olivenolie og citron.

Kaleandtell - Salat med knoldselleri, medisterpølse og grillet squash

 

 

Svinekotelet, perlespelt kogt i bouillon og en anden version af sellerisalat, hvor julienne af knoldselleri vendes med julienne af æble samt græsk yoghurt. Lige inden servering vendes hakkede ovnristede hasselnødder i og hakket persille drysses over.

Kaleandtell - Sellerislaw med hasselnødder og æble samt kotelet og perlespelt

 

Opdatering (30. marts 2015): Her er endnu en sellerisalat, denne gang med sprøde flæskesvær, pære og ristede valnødder.

4 vegetariske serveringsforslag med sellerisalat

 

Rugbrødssandwich med lun gedeost, rødbeder i peberrod samt knoldsellerisalaten med sultanarosiner.
Sandwichen laves ved at riste rugbrød og derpå give halvdelen af skiverne en tur under ovnens grill med skiver af gederulle, indtil osten smelter og tager farve. Læg herpå skiver af kogte rødbeder, som er vendt med høvlet peberrod og lidt salt. Top med rucola og læg en skive ristet rugbrød øverst.

Kaleandtell - Rugbrødssandwich med gedeost og rødbede samt knoldselleri salat

 

 

Solosalat med belugalinser, selleri, ristede frø og ost.
Her er grundopskriften på sellerisalaten udvidet med kogte belugalinser, ristede pinjekerner og solsikkerkerner samt høvlet Manchego (spansk fåremælksost). Det giver en dejlig fyldig vegetarisk solosalat, som er velafbalanceret i smagen og med protein fra linserne.

Kaleandtell - Solosalat med knoldselleri, belugalinser og nødder

 

 

Linsesalat med bagt pastinak og parmesan samt knoldsellerisalaten med rosiner.
De grønne linser til linsesalaten blev der kælet for smagsmæssigt ved at koge dem med svitsede løg, hvidløg og bouillon på samme måde som i grundopskriften på linsesalat, jeg tidligere har postet. De kogte linser blev vendt med pastinak i stave bagt med timian og olivenolie, smagt til med citronsaft og til sidst vendt med rucola og høvlet parmesan.

Kaleandtell - Knoldselleri og grønne linser

 

 

Strata med østershatte, bladbeder og æblerøget cheddar samt sellerisalat med sultanarosiner.
Strata er en amerikansk ret, hvor æg, ost og brød som regel danner basis for grøntsager og/eller kød. Det minder om en frittata, som dog ikke indeholder brød. Jeg så denne opskrift i det amerikanske madmagasin Fine Cooking, som jeg tog udgangspunkt i. I forhold til denne opskrift brugte jeg røde bladbeder i stedet for spinat (bladbedestilkene skal steges for sig selv i længere tid for at blive møre). Champignoner blev erstattet af østershatte, og jeg brugte bagerrugbrød i stedet for lyst brød. En æblerøget cheddar fra ostehandleren gav en superlækker smag.

Kaleandtell - Strata med østershatte, bladbede og æblerøget cheddar samt knoldselleri salat

 

 

Grundopskrift på knoldsellerisalat med æble og sennepsdressing
Print Recipe
Antal personer
4 personer
Antal personer
4 personer
Grundopskrift på knoldsellerisalat med æble og sennepsdressing
Print Recipe
Antal personer
4 personer
Antal personer
4 personer
Ingredienser
  • 1 stk knoldselleri à ca. 1 kg
  • 3 stk æble mellemstørrelse, gerne syrlige spiseæbler
  • 70 g bredbladet persille nippet vægt, ca. ½ stort bundt
Dressing
  • 3 tsk dijonsennep eller efter smag
  • 1 spsk valnøddeolie eller anden olie
  • 5 spsk æbleeddike eller efter smag
  • 1,5 tsk salt
Antal personer: personer
Instruktioner
  1. Begynd med at skære et stykke af knoldsellerien, så den ligger plant og fast på brættet. Skær derpå skrællen af og skyl den skrællede knold. Skær den i julienne på et mandolinjern eller riv den groft på maskine. Kom selleristrimlerne i en stor skål.
  2. Fjern kernehuset fra æblerne og skær dem i mindre stykker. Vask, nip og hak den bredbladede persille. Kom begge dele op i skålen med selleri.
  3. Rør dijonsennep ud i lidt af eddiken i en skål eller et rent syltetøjsglas med låg. Tilsæt resten af eddiken, olien og saltet og pisk/ryst under låg dressingen jævn. Bland dressingen i grøntsagerne og vend meget grundigt rundt, så alt fordeles godt. Smag til om der mangler eddike eller salt. Servér.
Recipe Notes

Variationer

  • Tilføj hakkede ristede hasselnødder eller hakkede rå mandler. (I så fald udelader jeg gerne olie i dressingen.)
  • Tilføj sultanarosiner, mørke rosiner eller strimler af tørret abrikos.

 

Læs flere opskrifter med knoldselleri og andre rodfrugter:

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

2 Comments

  1. Jeg er også vild med selleri og dyrker dem selv. Noget som også giver farve og smag til en salat på den her årstid er lilla og rødlige udgaver af pak choi, tat soi, sennep, sennepsspinat (komatsuna). Jeg har stadig lidt på friland og fine planter i drivtunnelen.

    • Ih, det må være dejligt at have dem i egen køkkenhave.
      Spiser du også pak choi rå som salat? Jeg plejer at spise det lynstegt. Men jeg kender ikke de lilla og rødlige varianter, så jeg ved ikke, hvor pænt det bliver efter opvarmning. Rød spidskål er helt klart smukkest rå; det opfører sig ikke som rødkål, synes jeg.

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.