Brug rester af kartofler og andre rodfrugter i en frittata

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Kaleandtell - Rød spidskålssalat med æble og hasselnødder samt frittata

Har du lavet for mange bagte rodfrugter? Er kartoflerne på nippet til at spire? Synger posen med gulerødder på sidste vers? Brug dem som fyld i en frittata. Ovnbagt og nem.

Frittata er en italiensk, tyk æggekage med masser af fyld. Vi får det ofte, og fyldet kan varieres i det uendelige efter sæson og hvad man nu har. Mine versioner er sjældent særlig italienske. Jeg bager frittataen i ovnen. Det synes jeg er meget nemmere end at stege den på en stegepande, som nogle gør.

Hvilke grøntsager kan man bruge i frittata?

Der er rigtig mange muligheder. Hvis man vil bruge grove grøntsager, skal de tilberedes, inden de overhældes med æggemassen. Frittataen får så kort tid i ovnen, at rodfrugter ikke når at få nok. Hvis man har en rest kogte kartofler eller bagte rodfrugter, bruger man dem bare sådan. Ellers må man koge, stege eller ovnstege dem først.
Knoldselleri, gulerod, persillerod, jordskok og pastinak ville jeg skrælle, skære i mundrette stykker, vende med lidt olie, salt og peber i den bradepande/form, som frittataen skulle bage i og ovnstege dem lige knap møre ved 180°C, inden æggemassen blev hældt over og frittataen bages færdig.
Kartofler koger jeg først, med mindre jeg alligevel skal ovnstege andre rodfrugter som nævnt ovenfor.
Rødbeder afgiver så meget farve, at jeg ikke synes, de egner sig så godt. Jeg bruger rødbeder til så mange andre ting.

Nogle grøntsager egner sig bedre til at stege først. Svampe er rigtig dejlige i frittata, synes jeg, og de giver en god umami-dybde til det kødløse måltid. Jeg rister svampene på en pande, før de kommer i bradepanden med æggemassen. I nedenstående opskrift gav jeg markchampignonerne lidt balsamico efter ristningen. Det tilfører dybde og behagelig syre.

Squash og bladbeder kan også bruges, og de skal også sauteres på en pande først.
I sommerhalvåret bruger jeg gerne grønne asparges og tomater, som jeg kommer rå i æggemassen.

Løg er et af grundelementerne i mine frittataer. Når de steges bløde, får de den dejlige, dybe sødme, som passer rigtig god til æggene.
Denne gang brugte jeg dog porrer i stedet. De er billige i øjeblikket og så er synes jeg bare, at det er om at bruge dem. Løg er billige og gode hele året rundt. Man kan sautere porre på samme måde som løg, men denne gang har jeg blot overhældt dem med kogende vand og ladet dem trække. Det er nemt og fjerner det skarpe fra porrerne.

Jeg kan godt lide at bruge ost i frittata. Det er som regel en rest feta, som smuldres over grøntsagerne, inden æggemassen hældes over, men det kan også være revet skæreost, stykker af gederulle eller friskrevet hård ost som parmesan, grana padano og pecorino.

Der er altså rigeligt med variationsmuligheder i frittata. Min vinterfavorit er med løg, kartofler, svampe og feta.

Æggemassen behøver ikke at dække fyldet fuldkommen, men alt fyldet skal helst vendes med æggemassen, så et tyndt lag æggemasse på toppen modvirker, at fyldet bliver tørt under bagning. Bag af samme grund også kun så længe, at æggemassen stivner.

 

Kaleandtell - Frittata med kartofler, porrer og svampe

Denne gang lavede jeg min frittata med feta, kartofler, porrer og balsamico-ristede markchampignoner.

 

Frittata med feta, kartofler, porrer og basamico-ristede champignoner
Print Recipe
Antal personer
4 personer
Antal personer
4 personer
Frittata med feta, kartofler, porrer og basamico-ristede champignoner
Print Recipe
Antal personer
4 personer
Antal personer
4 personer
Ingredienser
Æggemasse
  • 8 stk æg
  • 1 dl mælk
Fyld som kan varieres
  • 75 g feta
  • 700 g kartofler
  • 3 stk porrer
  • 250 g markchampignoner
  • 0,5 dl balsamico
  • olie til ristning af svampe
  • salt og kværnet peber
Antal personer: personer
Instruktioner
  1. Rens porrerne grundigt. Tag eventuelt det spæde grønne fra og brug det i en tilhørende salat. Skær porrerne i skiver og læg dem i en skål. Hæld kogende vand over og lad dem trække 15 minutter, så de bliver blødere og den skarpe porresmag forsvinder. Dræn dem.
  2. Tilbered kartoflerne, hvis det ikke allerede er gjort. Skræl dem eventuelt og skær dem i lidt mindre stykker, fx halve eller kvarte, inden de koges i saltet vand, indtil de er netop møre, ca. 8-12 minutter.
  3. Tænd ovnen på 180 grader uden varmluft.
  4. Rens champignonerne og skær dem i kvarte. Rist dem i lidt fedtstof på en pande ved høj-til-mellem varme. Hæld balsamico over, når de er brune og møre. Vend rundt, kog lidt ind og tag dem af varmen.
  5. Pisk æggene sammen med mælken.
  6. Brug en lille bradepande eller et ovnfast fad. Jeg bruger en supergod titaniumbradepande på 26 cm x 34 cm. Smør den, hvis ikke det har slip-let-belægning. Kom kogte kartoffelstykker, ristede svampe og drænede porrer i formen. Krydr med salt og kværnet peber. Smuldr fetaosten over og hæld æggemassen over. Vend rundt, så alt dækkes af æggemasse.
  7. Bag i ovnen, indtil æggemassen er fast, ca. 25 minutter. Servér med en salat.

 

Kaleandtell - Frittata og rød spidskålssalat

 

Jeg serverer altid en sprød salat af friske grøntsager til frittata. Denne gang lavede jeg denne:

Rød spidskålssalat med hasselnødder og æbler

Ingredienser til 4 personer
  • 90 g hasselnødder
  • 1 kg rød spidskål
  • 2 æbler (220 g, urenset vægt)
  • Det spæde grønne fra 3 porrer (resten blev brugt til frittataen)
  • 3 dl bredbladet persille, hakket
  • ½ dl æbleeddike
  • Salt og kværnet peber
Fremgangsmåde
  • Start med at riste hasselnødderne i ovnen. Læg nødderne på en bageplade med bagepapir og sæt den i ovnen, som tændes på 150°C (uden varmluft). Tag hasselnødderne ud, når de dufter og den brune hinde er blevet mørkebrun. Når de er kølet lidt af, kan man nulre de tørre, brune hinder af og kassere dem. Dette er mest for syns skyld, så har man travlt, kan man lade være, da det er lidt et af et pillearbejde, synes jeg.
  • Skær spidskålen i strimler. Fjern kernehus fra æblerne og skær dem i mindre stykker. Hak persillen og skær de lysegrønne porretoppe i tynde strimler.
  • Bland alle grøntsagerne sammen i en skål. Gem lidt grøn porre til pynt. Vend æbleeddike i og smag til med salt og peber.
  • Hak hasselnødderne og vend de fleste i salaten lige før servering. Pynt øverst med det sidste af porretop og hasselnødder.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.