Dip med grillet peberfrugt – Første gang tofu har overrasket mig positivt

Facebooktwitterpinterestmail

Kaleandtell - Grillet peberfrugtdip med tofu

Endelig en opskrift, hvor tofu bidrager positivt og ikke bare er kedelig neutral. Denne veganske dip med grillede peberfrugter er cremet og fuld af smag. Brug den til grillmad, som dip til snacks og meget andet.

Dippen med grillet peberfrugt, løg og hvidløg har en dyb, sød smag fra de stegte grøntsager og en mørk dybde fra grillningen. En skud syrlig rødvinseddike giver balance i smagen og lidt chiliflager giver den bid. Tofuen sørger for cremethed.

 

Kaleandtell - Grillet peberfrugt til dip

Grill en peberfrugt.

 

Kaleandtell - Løg, hvidløg og grillet peber steges til dip

Steg hakkede løg, hvidløg og grillet peberfrugt møre.

 

Kaleandtell - Grillet peberfrugt, løg og hvidløg i minihakker

Blend de møre grøntsager.

 

Kaleandtell - Blendet peberfrugt til dip

 

Tofu er et proteinrigt vegansk produkt lavet af sojabønner. Det er meget neutralt i smagen, og derfor synes jeg, at det som regel er ret kedeligt, intetsigende og ikke værd at spise. I denne opskrift gør tofuen dippen cremet og lækker uden at udvande de andre smage. Det synes jeg fungerer rigtig godt.

Hvis ikke man vil bruge tofu, kan man bruge olie ligesom i en pesto, men det gør naturligvis dippen langt mere fed og energirig. Hvis man bruger feta eller et syrnet mælkeprodukt, ændrer man smagen væsentligt og har ikke længere en vegansk dip. Både peberfrugtpesto og feta-dip kan smage fantastisk, men er ganske anderledes i smag og energisammensætning end dippen, jeg viser her.

Det er en fordel at bruge en tofu, som ikke er for fast, så den er nemmere at blende glat. Fast tofu er i stedet egnet til at stege, fordi det bevarer formen godt. Den viste tofu er mellemfast.

Kaleandtell - Mellemfast tofu

Mellemfast tofu.

 

Kaleandtell - Dip med tofu og grillet peber

Tofuen gør dippen dejlig cremet uden at overskygge smagen af den grillede peberfrugt.

 

Dippen kan bruges til alt muligt, for eksempel som dip til rå grøntsagsstave eller grissini, som tilbehør til grillmad, i sandwich og burger eller på bruschetta pyntet med ristede pinjekerner og frisk basilikum.

Kaleandtell - Dressing med grillet peberfrugt og tofu

 

Dip med grillet peberfrugt og tofu
Print Recipe
Dip med grillet peberfrugt og tofu
Print Recipe
Ingredienser
  • 1 stk stor rød peberfrugt
  • 125 g løg hakket
  • 3 fed hvidløg finthakkede
  • olivenolie til stegning
  • ½ dl hvidvin
  • 100 g tofu blød eller mellemfast
  • rødvinseddike efter smag
  • salt og kværnet peber efter smag
  • chiliflager (red pepper flakes), efter smag
Antal personer:
Instruktioner
  1. Vask peberfrugten og grill den, indtil skindet har mørke blærer. Man kan holde peberfrugten over et gasblus med en tang, eller man kan bruge ovnens grill. Vend peberfrugten undervejs, så den bliver jævnt grillet.
  2. Jeg beholder den mørke skal på den grillede peberfrugt, fordi jeg kan lide den mørke, dybe smag, men man kan flå skindet af, hvis man vil. Fjern stilk, frøstol og hvide hinder og skær den grillede peberfrugt i mindre stykker.
  3. Steg de hakkede løg bløde i olivenolie på en pande. Tilsæt undervejs hvidløg og stykkerne af peberfrugt og lad det stege med, til alt er blødt og mørt.
  4. Kom de stegte grøntsager i en minihakker eller blender. Kog panden af med hvidvinen, så de stegte aromaer frigives og kom afkoget op til grøntsagerne. Blend grundigt. Tilsæt tofuen og blend dippen glat.
  5. Smag dippen til med et svæt rødvinseddike, salt, kværnet peber og chiliflager. Blend for at blande og kom dippen i en skål eller boks. Lad den gerne trække i køleskabet, evt. til næste dag. Smag til igen og servér.
Recipe Notes

Serveringsforslag: Som dip til fx rå grøntsagsstave, til grillmad, i sandwich og burger eller på bruschetta pyntet med ristede pinjekerner og frisk basilikum.

Fryseegnet.

 

Man kan fryse tofu, hvis man ikke har planer om at bruge hele pakken indenfor nogle dage efter åbning. Jeg skærer tofuen i tern og stiller dem i fryseren i ét lag (her på bagepapir på en bradepande). Efter indfrysning pakker jeg ternene i en frysepose til langtidsopbevaring. Så er det nemt at ryste en mindre portion ud og bruge dem i en ny portion dip eller i asiatiske supper. I morgen skal vi have en asiatisk kålsalat og misosuppe, hvor jeg planlægger at komme nogle tofutern i.

Kaleandtell - Frysning af tofu

 

Man kan også fryse den færdige dip, så man kan sagtens lave en større portion og fryse ned i små bokse, så man har nem dip en anden gang. Tø den op natten over i køleskabet, rør den igennem og servér.

Facebooktwitterpinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.