Giv blomkål et skud Nordafrika – Fyldig salat med bagte hvidløg og dukkah

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Her er en mættende salat med blomkål, bulgur og nordafrikanske smage fra krydderier og mynte. Perfekt til at ryste op i smagsløgene hen over vinteren.

Kaleandtell - Blomkål med dukkah og bagte hvidløg

Mæt med blomkål og bulgur

Blomkål og bulgur udgør substansen i denne salat. Hvis du gerne vil undgå hvede, kan du erstatte bulguren med mere blomkål, men jeg synes, at bulguren giver en god smag og fylde.

Bulgur er knækkede hvedekerner, og hvis du vælger den upolerede, mørke variant, er det fuldkorn med fibre og gode næringsstoffer. Kornene kan være knækket enten groft eller fint. Det er supernemt at tilbrede fin bulgur. Du behøver ikke at koge den, det er nok at lade den trække med kogende vand. Se hvordan i opskriften længere nede.

Et nordafrikansk twist

Dukkah er en egyptisk blanding af milde krydderier, nødder og frø, som man kan variere lidt efter smag og behag.
Jeg bruger dukkah til at give en fyldig, men ikke stærk, smag til salater og som drys ovenpå supper. Jeg har tidligere skrevet om dukkah til hokkaidosuppe. Da brugte jeg nogle lidt andre nødder og krydderier end jeg gør her i salaten med blomkål.

Foruden dukkah giver mynte og bagte hvidløg stor smag til salaten. Når man bager hvidløg helt møre og bløde, ændres smagen fra skarp til sød (ligesom med andre slags bløde løg i øvrigt). Så det er ikke en fejl, når jeg skriver, at du skal bruge 2 hele hvidløg. Det er slet ikke for meget, for de bagte hvidløgsfed er lækre!
Lad hvidløgene beholde den tynde hvide hinde på. Den piller man selv af med kniv og gaffel, når man sidder ved bordet.

Kaleandtell - Sprængt svinemørbrad med krydret blomkålssalat

Jeg havde egentlig tænkt mig at drysse salaten med granatæblerkerner. Dog viste mit granatæble sig at være dårligt indeni, da jeg skar det over. Derfor blev der kun nogle få granatæblekerner at pynte med, og jeg synes faktisk slet ikke, at deres smag manglede i helheden. Så du kan bruge granatæble eller lade være, som du har lyst til. Flotte er de dog.

Spis blomkålssalaten vegetarisk eller med sprængt svinemørbrad

Jeg brød med det nordafrikanske, da jeg gik efter grisen og serverede blomkålssalaten med skiver af sprængt svinemørbrad. Det spillede supergodt sammen smagsmæssigt. Se nederst på siden, hvordan jeg laver superlækker og saftig svinemørbrad.

Du kan også lave en saftig kylling eller krydrede kødboller til salaten. Eller du kan beholde solosalaten vegetarisk og servere den med falafler, smuldret, god feta eller et spejlæg på toppen.

 

Bulgursalat med blomkål, bagte hvidløg og dukkah
Print Recipe
Antal personer
4 personer
Antal personer
4 personer
Bulgursalat med blomkål, bagte hvidløg og dukkah
Print Recipe
Antal personer
4 personer
Antal personer
4 personer
Ingredienser
Blomkålssalat med bagte hvidløg
  • 2 hele hvidløg ikke 2 fed, men hele hvidløg
  • olivenolie
  • 2,4 dl bulgur fin og mørk (fuldkorn)
  • ½ tsk salt
  • 4,6 dl kogende vand
  • 1 stort hoved blomkål
  • 1 stk citron økologisk/usprøjtet
  • 3 stk æble små, eller 2 store. Røde æbler er flottest.
  • 5 stk forårsløg
  • ½ stk granatæble kan udelades
  • 1 stor håndfuld mynteblade
Dukkah
  • 1 spsk spidskommen hel
  • 1 spsk korianderfrø
  • 1 spsk sesam
  • 1,5 spsk solsikkefrø
  • 1,5 spsk græskarkerner
  • 1 tsk fint salt
Antal personer: personer
Instruktioner
Blomkål, bulgur og bagte hvidløg
  1. Tænd ovnen på 175 grader uden varmluft. Skil hvidløgene i fed. Lad dem beholde hinderne på og vend dem med olivenolie i et ovnfast fad eller en lille bradepande. Bag dem i ca. 30 minutter, indtil de er helt bløde. Lad dem køle delvis eller helt af.
  2. Kom bulguren i en gryde eller varmefast skål med låg. Tilsæt salt og hæld det kogende vand over. Lad bulguren trække under låg i ca. 15 minutter, indtil vandet er absorberet og bulguren er blød og mør.
  3. Snit blomkålen meget fint, så den ligner bulguren. Det gøres nemmest på en foodprocessor. Kom den i en stor skål og tilsæt bulguren, når den er færdig. Riv skallen af citronen og bland den i blomkålen.
  4. Hvis du bruger granatæble, så tag kernerne ud af det over en skål for sig. Skær forårsløgene i tynde skiver. Fjern kernehus fra æblerne og skær dem i små stykker. Vend æblerne med saften af halvdelen af citronen.
Dukkah
  1. Rist hel spidskommen og korianderfrø på en tør pande, indtil det dufter og tager lidt farve. Stød krydderierne i en morter. Rist sesamfrøene på samme pande, indtil de er gyldne. Stød også disse i morteren sammen med krydderierne. Kom blandingen i en skål. Rist solsikkekernerne og bagefter græskarkernerne på panden og stød begge groft i morteren. Bland dem i krydderierne og tilsæt salt. Nu er dukkahen færdig og kan gemmes i en lufttæt beholder, når den er kølet af, eller bruges direkte i salaten.
Samling af salaten
  1. Bland æbler, forårsløg og den finthakkede mynte i skålen med blomkål og bulgur. Tilsæt 3 spsk af dukkahen, vend rundt og smag til. Måske skal der mere salt, citronsaft eller dukkah i.
  2. Anret salaten på tallerkener eller et stort fad. Drys eventuelt granatæblekerner over og læg de bagte hvidløg ved. Man piller selv skallen af hvidløgene ved bordet. Hvis du serverer sprængt svinemørbrad til salaten, så læg tynde skiver svinemørbrad øverst og servér. Du kan beholde salaten vegetarisk og drysse med god feta eller lægge et spejlæg øverst.

 

Kaleandtell - Blomkål og bagte hvidløg med sprængt svinemørbrad

Opskrift på sprængt svinemørbrad

Dette er min foretrukne måde at lave svinemørbrad på. Den bliver saftig og velsmagende. Det er ikke svært, det kræver bare, at du går i gang dagen før.

Du skal bruge:

  • 1 stk svinemørbrad
  • 1 tsk fint salt
  • 1 tsk fint sukker
  • kværnet sort peber
  • Eventuelt krydderier eller krydderurter. Jeg brugte denne gang 1 lille kvist rosmarin og 5 store salvieblade.

Dagen før:

Afpuds svinemørbraden (dvs. fjern sener og løst fedt og bindevæv). Bland i en lille skål salt, sukker, peber og eventuelle finthakkede krydderurter. Gnub blandingen godt ind i svinemørbraden. Kom den i en frysepose og læg den i køleskabet indtil næste dag. Massér gerne udenpå posen en gang eller to undervejs, så krydderierne trænger godt ind i kødet.

Når mørbraden skal servers:

Varm ovnen op til 175°C (samme temperatur som til de bagte hvidløg). Brun den sprængte svinemørbrad på alle sider på en pande med fedtstof. Stik et stegetermometer i mørbraden og steg den færdig i ovnen i ca. 25 minutter, indtil den har en kernetemperatur på 63-65°C. Lad den hvile lidt (10-15 minutter) og skær den i tynde skiver. Så er den saftig (!), mør og lækker.

 

Blomkål kan bruges på mange måder. Her er flere opskrifter med blomkål:


Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.