Råsyltede gulerødder med citrongræs og limeblade

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Kaleandtell - Råsyltede gulerødderDe er uventet gode, disse råsyltede gulerødder, med deres kraftige citrusaroma fra limeblade, citrongræs og citron. Brug dem til fx indisk og mellemøstlig mad. Her får du den nemme opskrift og et par ideer til servering.

De råsyltede gulerødder virker friske og sprøde samtidig med, at de er gennemtrukket af den lækreste citrusaroma.

Jeg blev seriøst overrasket over, hvor godt lagen smager. Jeg kunne næsten spise den tilbageværende lage med ske; jeg overvejer at opfinde en cocktail med den.

Kaleandtell - Syltede gulerødder

Den lækre, intense citrussmag kommer ikke bare fra citronskal og -saft, men også limeblade og citronsgræs.

Især limebladene giver en intense og parfumeret smag. De kan købes på frost hos asiatiske købmænd, og sådan en pakke kan holde længe i min fryser, selvom jeg bruger af den jævnligt. Limebladene er også en vigtig del af thailandske supper og kokosmælk-karryretter.
Man kan også købe tørrede limeblade, og de skulle også kunne bruges, men de smager af mindre end de friske, som er at foretrække.

Citrongræs kan købes friske hos mange grønthandlere og supermarkeder, både almindelige og asiatiske. Jeg bruger det i wokmad og andre vietnamesiske og thailandske retter.
Den øverste del af hver stængel er for grov til at komme finthakket i wokmad eller karrypasta. Så jeg gemmer disse træede ender i fryseren for at koge dem med som smagsgiver i supper, og de er altså også gode til disse råsyltede gulerødder.

Kaleandtell - Limeblade, citrongræs og citron til syltede gulerødder

Det er ganske nemt at lave de råsyltede gulerødder, og de kan bruges til alt muligt. Se nogle ideer til servering længere nede. Først opskriften:

Råsyltede gulerødder
Print Recipe
De råsyltede gulerødder med citrusaroma kan bruges i salater, som syrlig-sødt tilbehør til varm mad, som pickles, på smørrebrød og i din wrap, sandwich og burger. Portionen her er stor nok til at bruge til salater. Du kan halvere den, hvis du kun vil bruge gulerødderne i wraps og lignende.
Antal personer
2 sylteglas à 0.75 L
Antal personer
2 sylteglas à 0.75 L
Råsyltede gulerødder
Print Recipe
De råsyltede gulerødder med citrusaroma kan bruges i salater, som syrlig-sødt tilbehør til varm mad, som pickles, på smørrebrød og i din wrap, sandwich og burger. Portionen her er stor nok til at bruge til salater. Du kan halvere den, hvis du kun vil bruge gulerødderne i wraps og lignende.
Antal personer
2 sylteglas à 0.75 L
Antal personer
2 sylteglas à 0.75 L
Ingredienser
  • 4 dl æbleeddike
  • 250 g rørsukker
  • 2 stk citroner (øko), her af fintrevet skal af 2 + saft af 1 citron
  • 6 stk limeblade frosne (eller flere, hvis de er tørrede)
  • 1 stilk citrongræs (eller flere mindre topstykker)
  • 1 tsk salt
  • 1 kg gulerødder
  • kogende vand
Antal personer: sylteglas à 0.75 L
Instruktioner
  1. Kom alle ingredienser undtagen gulerødder og kogende vand i en gryde og kog det op, så sukkeret opløses. Tag gryden af varmen og lad syltelagen trække smag, mens den køler ned til stuetemperatur.
  2. Skræl gulerødderne og skær dem i meget tynde skiver (1 mm), gerne på et mandolinjern. Fordel dem i de to sylteglas.
  3. Når syltelagen har trukket smag, skal den koges op igen. Fisk de største stykker citrongræs og limeblade op. Hæld den kogende lage gennem en sigte ned i glassene med gulerødder. Gulerødderne skal være dækkede, så fyld eventuelt op med lidt kogende vand. Køl glassene lidt ned og lad de råsyltede gulerødder trække i køleskab natten over.
Recipe Notes

De råsyltede gulerødder holder i mindst et par uger i køleskabet, hvis du holder god hygiejne, når du tager af dem.


 

Serveringsideer med råsyltede gulerødder

Der er virkelig mange muligheder for at bruge de råsyltede gulerødder. Syltede sager af den sur-søde slags, som vi har tradition for her i Danmark, bruges traditionelt som tilbehør til varm dansk mad og på smørrebrød. De giver god kontrast til fed eller stegt mad.

De råsyltede gulerødder er også let sur-søde, og der er behageligt bid i de papirtynde skiver. Desuden har de en kraftig citrusaroma, som jeg synes passer godt til indisk og mellemøstlig mad. Men de er også gode som pickles, på smørrebrød eller i din wrap, sandwich og burger.

Jeg har blandt andet brugt dem i en simpel salat som tilbehør til lækker, fed, indisk Chicken korma med krydrede ris.

Kaleandtell - Chicken korma med råsyltet gulerodssalat

Salaten med de råsyltede gulerødder indeholdt også milde salatløg og rødløg samt masser af frisk koriander og nigellafrø (frø fra Jomfru i det grønne). Dressing er unødvendig, fordi gulerødderne er syltede, og salaten serveres til fed mad.

Kaleandtell - Salat med råsyltede gulerødder

 

Det vil også være fint at udskifte de rå gulerødder med råsyltede gulerødder i denne fyldige salat med gulerod, mynte, boghvede og citrondressing. Her ville jeg bruge lidt af syltelagen til dressingen i stedet for citronsaft og sukker.

Kaleandtell - Salat med gulerod, boghvede, mynte og citrondressing

 

Forleden fik vi disse vegetariske rugwraps. De var fyldt med syltede gulerødder, snackpeber, tynde stave af majroe og skrællet rå broccolistok, frisk koriander og linsespirer (se her, hvordan du selv kan lave linsespirer).

Kaleandtell - Wrap med råsyltede gulerødder og baba ganoush

Wrappen var smurt med baba ganoush, en mellemøstlig auberginepuré med tahin og hvidløg. Den får I snart min opskrift på. Opdatering: Her er opskriften: Baba ganoush – auberginedip til picnic, madpakke og…
Jeg stillede skåle og fad med grøntsagerne og baba ganoush på bordet, så man selv kunne fylde sin wrap ved bordet.

Kaleandtell - Fyld til vegetarisk wrap

Man kan jo fylde sin wrap med alt muligt forskelligt. Og man kunne vælge pitabrød i stedet for wraps og bruge falafler eller krydrede kødboller. Mulighederne er mange.

Opdatering januar 2016:
Du kan også bruge de råsyltede gulerødder til en fiks lille appetizer eller dronningesnack til nytår. Læs her hvordan: Nytårsaften – menu med raffineret grønt

 

 

Andre syltede sager:


Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.