Rødbedesalat – den snedige vej til perfekt smag

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Kaleandtell - Rødbedesalat i perfekt balance

Hvordan får man den perfekte rødbedesalat, som hverken er for sød af kogte rødbeder eller for jordet af rå rødbeder? Man blander! Denne gang har jeg også brugt solbærsaft og æbler.

Jeg læste engang en opskrift på rødbede”tartar”, en garniture som skulle serveres ovenpå rimmet fisk. Den kombinerede rå og tilberedte rødbeder, og jeg må sige, at det er en rigtig god idé, som jeg i den grad har taget til mig.

Rå rødbeder har crunch og diskret sødme, men kan godt have en jordet og fad smag, som skal balanceres. Derimod kan sødmen i kogte eller bagte rødbeder være overvældende. Ved at kombinere rå og kogte rødbeder i forholdet 1 del rå til 2 dele kogte rødbeder, synes jeg, at man får en rigtig fin balance.

Rødbederne skal skæres ud i små tern, så ingredienserne fusionerer i munden og man få glæde af det hele i hver mundfuld.

For at fuldende smagen, skal rødbederne have noget syre. Jeg bruger næsten altid æbleeddike til rødbeder, og jeg kommer også gerne syrlige æbler i min rødbedesalat. Bredbladet persille giver bitterhed, som også afstemmer smagen i min rødbedesalat.

Kaleandtell - Rødbedesalat med solbærsaft og æble

 

Denne gang har jeg gjort rødbedesalaten mere fyldig ved at tilsætte perlerug. De kogte kerner er dejlige at tygge i og har en god smag. De kan dog udelades, hvis man vil.

Eddikedressingen fik denne gang også et skud solbærsaft. Man kan komme friske solbær eller ribs i, hvis man har det, men lidt koncentreret saft giver også en dejlig bærsmag.

Kaleandtell - Frikadeller og rødbedesalat

Vi fik frikadeller til rødbedesalaten. Det er rart med hjemmelavede frikadeller i fryseren, så der er kød til travle dage.

Hvis man koger rødbederne og fjerner skrællen aftenen før, kan man hurtigt bikse sådan en hverdagsmiddag med fryser-frikadeller og rødbedesalat sammen på 30-35 minutter.

 

Rødbedesalat med perlerug og solbærdressing
Print Recipe
Antal personer
4 personer
Antal personer
4 personer
Rødbedesalat med perlerug og solbærdressing
Print Recipe
Antal personer
4 personer
Antal personer
4 personer
Ingredienser
  • 1,8 kg rødbeder opdelt
  • 150 g perlerug (ca. 2 dl), kan udelades
  • 1 stk bouillonterning eller bouillon svarende til ½L, til perlerug
  • 250 g æbler fx 4 små Discovery-æbler
  • 2,5 dl bredbladet persille tætpakket, hakket
  • 5 spsk æbleeddike
  • 2 spsk rapsolie koldpresset
  • 2 spsk solbærsaft koncentreret
  • 1 tsk salt
  • kværnet peber
Antal personer: personer
Instruktioner
  1. Skrub 2/3 af rødbederne (1,2 kg) fri for jord og kom dem med skræl og ender intakte i en gryde. Dæk med vand, kog op og lade rødbederne koge stille, indtil de er møre, når du stikker i dem. Afhængig af størrelse tager det 25-45 minutter. Dræn dem så og fyld gryden med koldt vand for at give rødbederne et kuldechok, så skrællen løsner sig. Gnub skrællen af, mens rødbederne stadig er varme, men håndtérbare, trim enderne og lad rødbederne køle af.
  2. Kog perlerug op i en kasserolle sammen med 4 dl vand og bouillonterning. Lad det koge, indtil rugen er mør, ca. 20 minutter. Dræn og køl af.
  3. Skræl de resterende rå rødbeder (600 g). Skær både rå og kogte rødbeder i små tern på ca. 1x1x1 cm. Det er vigtigt for smag og mundfornemmelse, at de ikke er for grove. Fjern kernehus fra æblerne og skær dem i lignende små tern. Rens, nip og hak den bredbladede persille.
  4. Bland dressingen af rapsolie, æbleeddike, solbærsaft, salt og peber. Jeg foretrækker at ryste det hele sammen i et syltetøjsglas med låg, men du kan også piske det sammen i en skål.
  5. Saml salaten af kogte og rå rødbeder, perlerug, æbletern, persille og solbærdressing. Smag salaten til, måske skal der mere salt eller æbleeddike i.
Recipe Notes
Variationsmuligheder

Lav salaten glutenfri ved at udelade perlerug eller erstatte den med mungbønner (kogevejledning), grønne linser eller belugalinser (kogt som beskrevet her).

Servér rødbedesalaten til fisk eller kød, fx frikadeller eller medisterpølse, eller gør den til et vegetarisk måltid ved at tilsætte smuldret feta eller de proteinrige bælgfrugter foreslået ovenfor. Du kan også røre en rygeostecreme eller græsk yoghurt med peberrod og servere til den vegetariske salat.

Udskift solbærdressingen med en sennepsvinaigrette. Stærk dijonsennep klæder rødbeder rigtig godt. Her er en opskrift.

 

Rødbeder er også gode til andet end rødbedesalat:


Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.