Du kan spise hele den saltede citrusfrugt med skal og det hele. En stor del af pointen med saltningen er, at bitterstofferne i de hvide hinder fjernes og hele den tykke skræl blødgøres, så alle dele af citrusfrugten kan spises. (Fjern evt. kernerne, inden den færdige saltcitron kommes i maden; de er ikke så rare at få hele i munden.)
Holdbarhed:
Saltningen og fraværet af ilt gør holdbarheden meget, meget lang. Det uåbnede glas kan snildt holde 1 år. Når du tager hul på glasset, så hold rigtig god hygiejne (rene redskaber, luk straks glasset igen). Så kan det åbnede glas med saltede citroner holde i mange måneder, især hvis du kommer det i køleskabet.