Det er tid til suppe. Gulerodssuppe. En nem, billig hverdagssuppe får her kant med ingefær og chili og raffineret dybde af ristet sesamolie og pekannødder.
Jeg kan godt lide, at den søde gulerodssmag får modspil af stærk ingefær og lidt chili, og at der kommer en klat syrlig skyr eller yoghurt oveni.
Men det særligt lækre og anderledes ved denne spicy gulerodssuppe er faktisk dråberne af ristet sesamolie, som jeg drypper oven i lige før servering.
Lad mig endnu engang reklamere for den fantastisk lækre, dybe smag, som ristet sesamolie har. Jeg har skrevet om olien her, også hvor du kan købe den. Den kan virkelig gøre meget godt for gulerodssuppen og et hav af salater.
Jeg er blevet lidt vild med pekannødder, efter jeg var i USA, og jeg var glad, da jeg fandt pekannødder som spotvare i Netto for nylig. De har en rigtig lækker smag, som minder om valnødder, og dog er forfriskende anderledes. Brug valnødder i stedet, hvis du ingen pekannødder har.
Røde linser giver fylde og protein til den mættende, vegetariske suppe. Derfor kan den fint serveres uden brød til, men det kan man selvfølgelig gøre, hvis man vil.
Når jeg koger linser, kikærter og tørrede bønner, gemmer jeg ofte overskydende kogevand i køleskab eller fryser. Der er rigtig meget god smag fra bælgfrugterne i, og ofte har jeg også kommet bouillon og krydderier i. Jeg bruger kogevandet, når jeg laver supper og lignende. Hvis du ikke har noget i gemmerne, kan du bruge bouillon (fra grøntsager eller høns) i stedet i gulerodssuppen her.
- 2 store løg hakkede
- olivenolie til stegning
- 4 store fed hvidløg hakkede
- 30 g ingefær renset vægt, hakket
- 1 tsk chiliflager eller anden slags chili efter smag
- 1300 g gulerod renset vægt
- 8 dl bouillon eller gemt kogevæske fra linser/bønner/kikærter
- 200 g røde linser (svarer til ca. 2,4 dl)
- 1,5 dl græsk yoghurt (Jeg brugte 10%) eller lidt fløde, creme fraiche eller kokosmælk
- ½ stk citron saften heraf, eller efter smag
- salt og kværnet peber efter smag
- 1,5 dl skyr eller græsk yoghurt
- 1 spsk ristet sesamolie
- 30 g pekannødder eller valnødder
- 4 kviste bredbladet persille eller andet grønt drys, fx purløg eller kørvel; hakket
- Svits de hakkede løg i olivenolie i en stor gryde, indtil de er bløde og klare, ca. 5 minutter. Tilsæt hakket hvidløg, ingefær og chiliflager og steg et par minutter længere, indtil det hele dufter.
- Gem en tynd gulerod til pynt og skær resten af gulerødderne i halvtykke skiver. Kom dem i gryden med løgene. Tilsæt bouillon og røde linser og bring det hele i kog. Væsken behøver ikke at dække gulerødderne, de skal nok blive møre af dampen. Skru ned for varmen, når det koger, og lad det småkoge, indtil gulerødder og linser er meget møre, ca. 20-30 minutter.
- (Stav-)blend suppen jævn og spæd med kogende vand (fra elkedel), indtil du synes, at konsistensen er passende. Kom den græske yoghurt i og blend den ud. Smag suppen til med salt, kværnet peber og eventuelt lidt koncentreret bouillon. Bring suppen i kog igen og smag den til med citronsaft. Lad den ikke koge for længe efter, at citronsaften er tilsat.
- Server suppen i dybe tallerkener eller skåle med en klat skyr eller syrlig yoghurt, dryp af ristet sesamolie, hakkede pekannødder, tynde skiver rå gulerod og drys af hakket persille.
Se også mine andre suppeopskrifter: