Barcelona del 4 – Vegansk og vegetarisk på Flax & Kale

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Det er ret nemt at spise vegansk i Barcelona, men få veganske eller vegetariske spisesteder er så trendy, indbydende og eftertragtede som Flax & Kale, som også har raw food.

Kaleandtell - Flax & Kale, vegetarisk og vegansk i Barcelona

Flax & Kale – trendy vegansk i Barcelona

Tæt på universitetet og MACBA, Barcelonas center for samtidskunst, ligger Flax & Kale. Som navnet antyder (Hørfrø & Grønkål), tænker de i sund mad på det travle, trendy spisested, hvor et mylder af unge studerende, venindepar og familier med klapvogn og bedsteforældre gerne ville have bord, da vi kom for at spise frokost. Det viste sig altså, at det er værd at bestille bord, hvilket kan gøres online.  Vi gav vores navn i døren, gik en tur i kvarteret og fik som lovet bord 30 minutter senere.

Flax & Kale er startet af Teresa Carles, den kvindelige kok bag vegetarrestauranten, som bærer hendes navn og har 35 år på bagen i Barcelona. Den vil jeg gerne besøge, næste gang jeg er i byen.

De tager hensyn til mange kostprincipper hos Flax & Kale, og der er adskillige valgmuligheder for veganere, vegetarer, pescetarer, glutenallergikere og raw food-spisere.

Kaleandtell - Vegetarisk, flexitarisk, glutenfrit og vegansk i Barcelona

Ved første øjekast kan menukortet virke lidt kompliceret, men princippet er nu ganske enkelt. Forrest står en sympolforklaring, så man kan afkode, om en ret er raw food, plantebaseret (altså vegansk), glutenfri eller med fede fisk. Symbolerne kan kombineres, for naturligvis kan en ret både være raw, glutenfri og vegansk, som for eksempel disse raw minipizzaer. Symbolerne står yderst til venstre.

Kaleandtell - Menukort hos Flax & Kale, Barcelona

Jeg giver ikke meget for helsefilosofien bag raw food, men madkonceptet, hvor man ikke opvarmer til over 54°C, har medført nogle kreative tilberedningsmåder i raw food-retter, som jeg godt kunne tænke mig at prøve for smagens og inspirationens skyld. Derfor besluttede jeg at prøve disse raw minipizzaer.

Men først delte jeg med Rasmus en vegetarisk forret, som lød lækker. Det var den også. Grillet vandmelon i top og bund, der imellem smeltet gedeost, sød myntesovs og stærkt bladgrønt. Formalede spanske mandler på toppen.

Kaleandtell - vegetarisk forret af grillet vandmelon, gedeost og mandler

 

Derpå kom de veganske raw minipizzaer. Den rå bund bestod af valnødder, squash, hørfrø og sesamfrø. Fyldet var en skive tomat med avocado, gurkemejepesto med blomkål, rucola og øverst syltet radise og friske ærtespirer.

Kaleandtell - raw pizza hos Flax & Kale

Det smagte ret godt og anderledes. Især var jeg overrasket over, at gurkemejesmagen stod så tydeligt frem, fordi jeg mest opfatter gurkemeje som et krydderi, man bruger for farvens snarere end smagens skyld. Jeg gætter på, at de har brugt frisk gurkemejerod på Flax & Kale, fordi tørret gurkemejepulver fremstilles med opvarmning, som ikke tolereres i raw food. Måske det også forklarer den distinkte smag.

Den store mængde fede gurkemejepesto sammen med avocado og de fede frø og nødder i bunden var dog lige lovlig meget til min smag, selvom fedmen fik et vist modspil af rucolaens styrke og de syltede radiser.

Rasmus har, ligesom jeg, fået øjnene op for mexikanske tacos, og han valgte derfor de veganske tacos med aubergine, hvidkål og svampe.

Kaleandtell - Veganske tacos med cashewmayo

Foruden en frisk tomatsalsa, pico de gallo, og guacamole, var der en vegansk mayonnaise lavet på cashewnødder til at komme oven på de sauterede grøntsager indeni fladbrødet.
Svampene gav god umamismag til den veganske ret, og det smagte glimrende og frisk om end ikke noget nær de himmelske tacos, vi fik i USA.

Kaleandtell - Tacos med aubergine og svampe - vegansk i Barcelona

 

Selvom det ved første øjekast ikke så ud af så meget, blev jeg rigeligt mæt af raw pizzaer og den grillede vandmelon, som jeg delte med Rasmus. Han måtte levne nogle af sine tacos.
Vi gav 45 euro (ca. 335 kr) for denne frokost for to personer incl. to glas vin (3,5-5 euro per glas). Den pris virkede ganske rimelig, maden, betjeningen og de livlige, men komfortable, omgivelser taget i betragtning.

Jeg synes, at det var spændende og inspirerende at spise på Flax & Kale. Jeg er nysgerrig på, hvordan man kan lave vegansk mad, som ikke savner umami, sådan som jeg har oplevet, at vegansk mad kan gøre. Det lykkedes ret godt på Flax & Kale, og jeg vender gerne tilbage en anden gang.

Jeg spiste en rigtig lækker vegetarisk frokost et andet sted i Barcelona. Det skriver jeg om næste gang, og det bliver sidste blogindlæg om Barcelona fra denne tur. (Update: Læs om det her).

På falderebet må jeg lige vise et billede fra den absolut uveganske morgenmadbuffet på vores hotel. Vingummi og skumbananer til morgenmad, var det noget?

Kaleandtell - Var det noget med vingummi til morgenmad

 

Her får du andre gode tips til restauranter og en god ferie i Barcelona

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.