Barcelona del 2: Klassiske tapas på Tapeo del Born og shopping for foodies

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Kaleandtell - Tapeo del Born, BarcelonaDet handler om klassiske tapas på Tapeo i Barcelona-kvarteret El Born. Og de klassiske tapas fungerer godt på det lille uformelle sted.

Det har givet udslag i, at Tapeo er højt placeret på TripAdvisor, og denne gode anbefaling har gjort det til et ganske turistet sted. Men sådan må det nok være i en storby med umådeligt mange turister, som alle vil have klassiske tapas gerne flere gange under ferien.

Vi spiste også på Tapeo, da vi var i Barcelona i december 2012. Dengang ilede vi ud i det gamle, charmerende Born, lige da vi var ankommet ved 15-tiden for at få tapas til en sen frokost (sent for os, men ikke usædvanligt efter lokal standard). Betjeningen på Tapeo var meget venlig, og selvom ikke alle retterne af klassiske tapas faldt i min smag, var flere af dem så skønne, at vi valgte at genbesøge restauranten, da vi igen var i Barcelona mellem jul og nytår i 2015.

En ret med oksehaler og en dessert med chokolade og olivenolie havde sat så kære minder, at vi måtte prøve dem igen. Og spisekortet på Tapeo lader til at være meget konstant; denne gang var kortet dog større, fordi vi kom til aften frem for frokost.

Kaleandtell - Klassiske tapas på Tapeo - Esqueixada med bacalaoVi startede med en mild ret med bacalao, spansk salttørret torsk, som jeg har kære ferieminder om. Den catalanske klassisker hedder Esqueixada og bliver – lidt misvisende synes jeg – kaldt en salat. Den består af lækre, milde løg, klipfisk og frisksmagende tomat.

Min eneste anke vedrørende klassiske tapas er, at det hurtigt bliver en meget fed oplevelse, som mangler friskhed og syre og har for få grøntsager til min smag. Derfor prøver jeg at vælge nogle af de grøntsagstapas, som findes på de gode tapassteder. Jeg var dog ikke særligt imponeret af den aubergineret med honning eller de tempura-asparges med romesco-sovs, som jeg fik på Tapeo i 2012, så dem ville jeg ikke genbestille.

Denne gang fik vi en overraskende lækker ret med confiterede porrer med oliventapanade. Igen, retten var meget fed, hvilket siger sig selv, når det var en confit, men den smagte godt og bitterheden fra oliventapanaden gjorde godt.

Det var min oksehale-debut, da jeg i 2012 fik denne tapas med oksehaler, hvide bønner og svampe med en intens sovs. Kønt ser det ikke ud, men jeg var meget begejstret. Det blev jeg også, da jeg igen bestilte retten for et par uger siden. Saftigt, mørt og meget intenst og mørkt i smagen.

Kaleandtell - Tapas med oksehale og svampe

Kaleandtell - Tapas med oksehaler, hvide bønner og svampe

 

Tag ikke fejl, når du bestiller tortilla. Det er ikke kun navnet på de latinamerikanske fladbrød. I Spanien er en tortilla en tyk omelet med kartofler, løg og i dette tilfælde artiskokker og skinke. Det er en mættende klassiker, og denne var glimrende og ikke for tør.

Kaleandtell - Klassiske tapas på Tapeo - tortilla

 

Som nævnt var chokoladecremen med olivenolie og flagesalt en af årsagerne til, at vi genbesøgte Tapeo. Desserten lignede sig selv, og kombinationen af olivenolie, chokolade og saltkrystaller samt kontrasten mellem sprødristet brød og fed, blød chokoladecreme var stadig interessant og lækker.

Kaleandtell - Chokoladeganache med olivenolie, salt og sprødt brød

 

Vi lod os også friste af en såkaldt Catalan cream foam. Jeg fortolkede det som en Crema Catalana, den klassiske spanske dessert, der minder om crème brûlée.
Det viste sig at være en fejl af mig at overse ordet foam. Det var nemlig et bjerg af meget luftig skum, som ankom, og jeg brød mig ikke syndeligt om den meget lette og luftige konsistens. Jeg foretrækker den fløjlsbløde, fede creme i traditionel Crema Catalana og synes, at desserten var lidt kedelig, havde for kraftig kanelaroma og for svag karamellisering.

Kaleandtell - Crema Catalana foam hos Tapeo

 

Overordnet set var vi dog glade for de klassiske tapas på Tapeo. Betjeningen var denne gang omend ikke mangelfuld, så ret kold, hvilket var en kontrast til vores første besøg, hvor jeg husker personalet som imødekommende og serviceminded.

Stort set alle vores tapas var gode, og jeg synes, at prisen var rimelig. Vi gav 64 euro – knap 500 kr – for en middag for to incl. vand og en glimrende flaske lokalproduceret rosé. I det hele taget er vin forbløffende billig på restauranter i Barcelona.

 

La Boqueria – Barcelonas store madmarked, også med klassiske tapas

Et andet sted i Barcelona, hvor jeg har fået gode klassiske tapas, er hos El Quim, som ligger midt i madmarkedet La Boqueria. Det var dog for mig en engangsfornøjelse, fordi jeg synes, at det er lidt for hektisk og larmende at sidde og spise rundt om tapasboden, mens torvehallens handlende haster videre omkring en. El Quim er heller ikke billig, selvom den er larmende og ukomfortabel. Men maden fejler ikke noget, og nogle vil nok finde det spændende, at der er så livligt.

Kaleandtell - havsnegle på madmarked i Barcelona

Selve La Boqueria er dog et must see for madinteresserede, som kommer til Barcelona. Der er mange, mange boder, som sælger grønt og frugt, kød, pølser og oste samt fisk og skaldyr. Det er friskt, levende, eksotisk og menneskemyldrende.

Kaleandtell - La Boqueria - madmarked i Barcelona

Jeg kan godt lide, at madmarkedet hovedsagligt henvender sig til lokale, som skal købe friske råvarer med hjem. Den store hal er ikke overplastret med spisesteder, sådan som torvehallerne i København.

Kaleandtell - Spanske pølser og skinker - La Boqueria Barcelona

En del boder sælger også udskåret frugt, juice og andre snacks til lækkersultne turister på farten. Og vi har med stor fornøjelse købt chorizo og andre spanske pølser med hjem til Danmark, de gange vi har været i Barcelona.

Kaleandtell - Pattegris på La Boqueria, Barcelona

Er det lidt for meget, det billede af 1½ pattegris? Tja… Nok tør vi i Danmark stå ved, at rovdyrene i Zoo spiser udtjente klappegeder fra Børnezoo og overskudsgiraffer, men vil vi se det i øjnene, vi selv spiser?

 

Hvor køber man cava og vin til at tage med hjem fra Barcelona?

En anden oplagt Barcelona-souvenir for foodies er cava. Den mousserende vin produceres i både tørre og søde varianter mange steder i Spanien, også lige uden for Barcelona.

Vi havde besluttet at købe nogle forskellige flasker cava med hjem til nytårsaften. Så længe man har check-in-bagage med flyet og ikke kun håndbagage, kan det sagtens lade sig gøre at fragte vin hjem i kufferten pakket godt ind i støddæmpende tøj.

Rasmus fandt frem til en vinbutik i Born ganske kort fra vores hotel, Vila VinitecaCarrer des Agullers 7. Her har de et stort udvalg og god betjening. De sælger både hverdagsvin og dyr vin til både lokale og turister.

Vi havde læst os til, at der ikke var selvbetjening, men vi så nu nogle kunder, som så stort på dette. Meningen er i stedet, at man henvender sig til personalet, som hjælper og vejleder én.

Kaleandtell - Cava købt i Barcelona

Vi forklarede, at vi skulle bruge to forskellige flasker cava til sushi og én flaske til søde mandelkager (kransekage). Da vi desuden angav en prisramme på 12-15 euro per flaske, lyste ekspedienten op. Han havde de oplysninger, han skulle bruge for at komme med forslag. Han var ganske venlig og talte rimelig godt engelsk, som dog kom til kort, da vi bad ham forklare lidt mere om smag og duft af de forslåede flasker. Vi valgte i stedet at stole på hans anbefalinger, og vi kom hjem med tre ganske fine flasker. Jeg har dog efterhånden konstateret på basis af adskillige smagsoplevelser, at jeg foretrækker fransk cremant (og den dyrere champagne) fremfor spansk cava.

Men bobler er nu altid festlige, og jeg kan sagtens anbefale, at du slår dig løs med et glas cava hist og her i Barcelona. Cava er allestedsnærværende og de er stolte af den, så du kan få et glas hæderlig cava til 2,5-4 euro på nærmest ethvert spisested. Grib chancen til lidt festlig ferieluksus.

 

Læs de andre tips om mad og drikke i Barcelona

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.