Afslappet middag på Gorms
– antipasti e pizze

Facebooktwitterpinterestmail

Kaleandtell - Gorms pizza

Kaleandtell - Gorms G&TEfter en interessant (og gratis) julekoncert med Ars Nova og 1400-1500-tals vokalmusik i Marmorkirken (Kbh) i søndags, slentrede vi i kulden forbi Amalienborg og langs kajen til Gorms i Nyhavn for at spise en afslappet middag. Der var varmt, indbydende og meget rustikt i den høje kælder. Glimrende til en laid back søndag aften.

Vi startede med en gin og tonic og fik brød og postevand på bordet. De var flinke til at fylde vand op hele aftenen, når vi bad om det. Det betyder noget for mig, at et spisested serverer gratis postevand, hvis man beder om det. Jeg bryder mig ikke om (udenlandsk) kildevand af klimahensyn, og jeg synes, at det er for pauvert at tage penge for postevand, uanset om det er filtreret eller ej, når gæsten køber andre drikkevarer. Så thumbs up til Gorms for en god vandpolitik.

Vi tog en menu med antipasti, valgfri pizza og tiramisu.

Der var rigeligt med antipasti, og det var fint nok uden at være noget særligt. En slags dekonstrueret bruschetta med artiskok og tomat var det bedste indslag. Derudover var der to slags salumi, oliven, en rød tapanade, saltmandler og to slags ost.

Kaleandtell - Gorms bruschetta  Kaleandtell - Gorms antipasti

 

Rasmus og jeg deler gerne pizza, så vi kan smage flere slags. Vi fik en Denny Special med kartoffel, gedeost, rosmarin og trøffelolie samt en Miss Wishbone med tomat, mozzarella, kartoffel, rosmarin, parmaskinke og pesto (normalt også rucola, men det var udgået den aften). Vi drak rødvin, et glas Barbera d’Asti hver.

Pizzaerne var gode. Fyldet var velsmagende, især på den hvide variant, og bunden tynd og lækker. Den slags pizza gider jeg godt at spise ude, for det kan man ikke lave lige så godt hjemme, med mindre man har en særlig avanceret pizzaovn, evt. udenfor.

Kaleandtell - Gorms pizza med gedeost, kartoffel og trøffelolie

 

Desserten var tiramisu, og Gorms version var lidt for rustik serveret til min smag. Jeg kan bedst lide, når savoiardi’ene (kagestængerne) har trukket med kaffe og likør og er blevet bløde. Her var de så hårde, at de var lidt svære at skære med skeen.

Kaleandtell - Gorms tiramisu

 

Maden på Gorms er ikke ærkeitaliensk, men dog italienskinspireret, og jeg synes, at det er et rart, afslappet sted med et ok pris/kvalitetsforhold. Det er dog helt klart for pizze’nes skyld, at det er værd at komme, synes jeg.

 

Facebooktwitterpinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.