Restaurant Relæ i Jægersborggade

Facebooktwitterpinterestmail

.
.
I går spiste vi på Relæ, en velrenommeret, Michelinstjerne-belønnet restaurant i Jægersborggade på Nørrebro (Kbh.). Jeg var vanvittig spændt, måske fordi jeg ikke var bekendt med andre detaljer om maden end, at den har stor fokus på grøntsager. Det er lige efter mit hoved.

Kaleandtell - Relæ menuJeg føler mig ikke rustet til at komme med en tilbundsgående anmeldelse af mad og vin. Jeg er hverken professionel eller erfaren madanmelder. Men jeg vil gerne fortælle om min helt subjektive oplevelse på Relæ, for en oplevelse, det var det.

Vi kom ind af døren med det forkerte ben først, så at sige. Rasmus havde bestilt bord til 17:30, og det viste sig at være dér de åbner og ikke et minut før. Da vi ankom 17:26, gik et nydeligt ældre par rundt og ventede på det frosne fortorv, han med krykke. Relæs personale ignorerede først vores banken, og meddelte derefter, at de først åbnede om 5 minutter. Så vi måtte pænt vente udenfor i kulden.

Det forekom mig temmelig ugæstfrit. Jeg har aldrig været ude for andre steder ikke at kunne vente i baren eller i det mindste i entreen, hvis jeg kom et par minutter for tidligt. Hvad enten man kommer på cykel, i bil eller bus, er det svært at time ankomsten på minuttet. Læren må være, at nogle steder skal vi ikke bestille det første bord, eller også skal vi stile efter at komme 10 minutter for sent, hvis ikke vi vil stå ude i frost eller regn.

Kaleandtell - Relæ - fyldt jordskokDa vi blev lukket ind, kommenterede jeg over for personalet, at jeg synes det var ugæstfrit, at de lod os stå ude i kulden, fordi vi kom fire minutter for tidligt. Så vidt jeg ved, var det ejeren Christian Puglisi selv, som tog over og forklarede mig, at de ventede til på slaget, så personalet var helt klar og dermed havde tid til at være gæstfri dér. Den politik synes jeg principielt set ikke er urimelig. Det ændrer dog ikke på, at det af mig blev tolket som manglende overskud og ugæstfrihed, da vi stod i situationen. Vi dør selvfølgelig ikke af at vente 4 minutter på fortorvet i ikke særligt hyggelige Jægersborggade, men det var dårligt foreneligt med den luksusfølelse, som jeg synes, at det gerne skulle være at klæde sig pænt på og tage på dyr restaurant. Således fik både Rasmus og jeg en dårlig start på aftenen.

Nu til det interessante: Maden. Relæ kører med to fire-retters menuer, den ene vegetarisk, samt en menu med syv retter. Vi valgte den fire-retters menu, som også indholdt kød og skaldyr.

Først fik vi en appetizer uden for kortet. En lækker, bagt jordskok fyldt med en fint syrlig mayonnaise eller lignende legeret sauce. Ideen var ikke ulig æbleskiven fyldt med valnødde-bearnaise, som vi fik sidste uge på No. 2. Her var den nærmest karamelliserede jordskok et lidt mere interessant “sovseskål” end æbleskiven.

Tynde skiver majroe over en østers, mayo og møre, spæde porrer udgjorde første ret. Gode konsistens-kontraster fra den sprøde majroe, den fede mayo og de smørbløde porrer.

Kaleandtell - Relæ - majroe, østers, porre, mayo

Som en lille sky på himlen. Den fine blå tallerken hævede udseendet på den helt hvide forret med majroe, østers, mayonnaise og porre.

 

Anden ret bestod af skorzonerrødder med smør, citronskal, brune sennepskorn, høvlet peberrod og drys af kørvel. En rigtig velsmagende ret, som også ville fungere godt med hvide asparges på deres årstid. Vi blev forklaret, at skorzonerrødderne var først tørret og derpå opblødt igen, hvilket ændrer deres struktur, så den bliver nær al dente pasta. Smørret og citronskallen gav også mindelser om en pastaret, men sennep og peberrod gav et interessant twist. Smagen i skorzonerrødder er også meget mere delikat end pasta, synes jeg.

Kaleandtell - Relæ skorzonerrod, smør, citron, peberrod, sennep, kørvel

 

Der var vildand til hovedret. Ifølge tjeneren blev den serveret med søl og Tuscan kale, hvilket på dansk hedder palmekål eller sortkål. Jeg synes dog, at kålens krusede bladstruktur lignede grønkål, som er nært beslægtet med palmekål. Den var tilsmagt på lækker syrlig vis. Søl er en rødalge, som jeg husker fra min studietids kursus i marin botanik. Den havde en kraftig smag af hav, og jeg tænker, at den nok især skulle bidrage med umami, som tang generelt gør. Det var en interessant sammensat ret, som fungerede rigtig godt, når jeg fik en mundfuld med alle delelementerne. Alene smagte vildanden mig alt for kraftigt af jern, og sølen brød jeg mig heller ikke om solo.

Kaleandtell - Relæ - vildand, kål, søl

 

Vi valgte at bestille en osteservering til deling. Den bestod af mørkt-ristet, papirstyndt brød dryppet med syrlig frisk gedeost og sødt æblestøv. Det var en sjov idé, men jeg havde håbet på en mere fed og ostedomineret oplevelse. Her var det især den hårdt-ristede smag, men også ostens syrlighed, som stod frem. Vi erfarede, at det fungerede bedst at vende brødet på hovedet, så “pålægget” vendte ned og ramte tungen først. Hvis brødet kom først på tungen, var den brændte smag altoverskyggende.

Kaleandtell - Relæ - ost og vin

Kaleandtell - Relæ - gedeost, brændt brød, æblestøv

 

Til dessert fik vi mandelis med kaffedrys, sorte oliven og kraftigt saltet skal af citrusfrugten bergamotte. Det var en virkelig interessant oplevelse, ikke kun på grund af de lidt aparte oliven, men også fordi det var en meget salt dessert uden særlig stor sødme. Min søde tand blev ikke rigtig tilfredsstillet.

Kaleandtell - Relæ - mandelis, kaffe, bergamotte, oliven

 

Kaleandtell - Relæ - naturvin rødvin

Rødvinen, som fulgte hovedretten med vildand, kål og søl: En ufiltreret naturvin, Violette 2013 fra Patrick Bouju i Auvergne, centralt i Frankrig. Kraftige jordbærnoter i næsen og mund og en intens røget eftersmag. En interessant vin, som Rasmus tog til sig noget bedre end jeg.

Naturvinene, som blev serveret i vinmenuen, er nærmest et kapitel for sig. Jeg har enkelte gange med succes fået naturvin serveret på andre velrenommerede restauranter i ind- og udland. Min erfaring udi den type vin er altså ikke stor. Hvis jeg skulle konkludere udelukkende ud fra oplevelsen på Relæ, falder naturvin bestemt ikke i min smag. I hver servering kunne jeg intellektuelt forstå vinvalget ud fra samspillet mellem vinens og rettens smage. Men hver vin i sig selv var ingen nydelse for mig. Rasmus var noget mere begejstret, også for dessertens hvide Vermouth, som med sine urtenoter hensatte mig til barndommens familiefester i det jyske, hvor der blev serveret Vermouth som aperitif. Vermouth vil vist altid være bedaget og for meget Onkel Morfar til min smag.

 

 

 

Maden på Relæ har et meget højt kvalitetsniveau, og der er et absolut rimeligt pris-kvalitetsforhold. Dog må jeg indrømme, at ingen af os var særlig mætte, da vi rejste os. Det er, så vidt jeg husker, første gang efter en fire-fem-retters middag på restaurant, at jeg har måtte tage en mad inden sengetid.

Serveringen var effektiv, måske lidt for effektiv. Vi fik som sagt 5 retter (inkl. ost) og appetizer og var ude på gaden igen efter 2 timer og 15 minutter.

Betjeningen viste sig at være venlig, men det er dog en kilde til lettere utilfredshed hos mig, når flere af tjenerne taler sløset engelsk med kraftig accent, i dette tilfælde italiensk, tror jeg. Kombineret med et vis støjniveau, bl.a. fra restaurantens ret hårde musik, blev det gentagne gange for anstrengende at forstå, hvordan mad og vin blev præsenteret.
Det mindede mig om mit besøg på Manfreds, Relæs lillesøster-restaurant på den anden side af gaden, hvor jeg var i september. Dér var akustikken helt håbløs og de udenlandske tjenere ret umulige for mig at høre.
Jeg er vant til et internationalt arbejdsmiljø med møder og seminarer på engelsk. Men når jeg går ud og spiser i København, bliver jeg gnaven over at skulle bede om gentagelse flere gange, fordi lydniveau og den engelske udtale kræver det.

Essensen af min oplevelse på Relæ: Snarere end en samlet nydelse var det en intellektuel oplevelse med masser af udfordringer, som krævede analyse for at forstå køkkenets valg. Det var interessant, men ikke noget, jeg har lyst til at gentage.

 

Facebooktwitterpinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.