5 tips til restauranter i Oslo

Facebooktwitterpinterestmail

Kaleandtell - God norsk torsk hos Jarmann Gastropub i Oslo

Her får du 5 anbefalinger af restauranter i Oslo. Lækker fisk, spændende nordisk øl, husmandskost, billig vietnamesisk, global street food og brunost-is!

Vi har lige været nogle dage i Oslo og kom godt omkring i Norges og Verdens køkken. Her anbefaler jeg de bedste af de besøgte restauranter i Oslo.

 

Jarmann Gastropub på Aker Brygge

Jarmann Gastropub fik vi moderne gastropub-mad. Retternes navne er engelske, men maden er vist lige så norsk (eller skandinavisk), som den er engelsk. Her er det Fish n’ chips med tempura-stegt torsk, fritter, remoulade, citron og grønne ærter. Det var godt, og fisken var meget lækker og saftig.

Kaleandtell - Fish n' ships på Jarmann Gastropub i Oslo

Som gastropub har Jarmanns et pænt øludvalg, og Rasmus fik en virkelig god lokalbrygget saison (gylden belgisk øltype med masser af frugt og svag bitterhed).

Jeg ville egentlig slet ikke have haft øl, fordi vi var der til frokost og skulle på udstilling bagefter. Men Rasmus’ saison fra mikrobryggeriet Amundsen, der ligger få gader fra Jarmanns, smagte så fantastisk, at jeg lod mig friste til et lille glas også.

Det var godt at sidde der på første sal med saftig fisk, læskende øl og udsigt over havnen.

 

Håndverkerstuene i Sentrum – kæmpe øludvalg og husmandskost

Håndverkerstuene byder på norsk husmandskost. Det traditionelle sted er især kendt for sit kæmpestore øludvalg, og der er mange interessante nordiske øl på fad og flasker. Jeg fik bl.a. en rigtig spændende islandsk saison med timian og lyng.

Kaleandtell - Spændende øl hos Håndverkerstuene i Oslo

Maden er dog også værd at komme efter, uanset om man er til øl eller ej. Det er så smart indrettet, at man kan bestille alle retter i halv eller hel portion, hvilket er perfekt for en madnysgerrig person som jeg, der gerne vil smage flere ting. Vi fik hver to halve portioner plus en dessert, og det var rigeligt! Maden er billig, øllet er dyrt – det er trods alt Norge.

Jeg smagte torskespecialiteten skrei samt bacalao (klipfisk). Godt og forbløffende fancy og appellerende anrettet. Rasmus fik kåldolmere med tyttebær og en solid omgang pølse med salvie, mos, peberrod og hjemmesyltede sager.

Kaleandtell - Husmandskost hos Håndverkerstuene i Oslo

Kaleandtell - Rensdyr fra Oslo Rådhus

Det, som oprindeligt lokkede mig ind på Håndverkerstuene, var dog en dessert med brunost-is(!)

Det er mit indtryk, at mange danskere frygter brunost på dansk kaldet myseost – for dens klæben til ganen og søde, karameliserede smag. Jeg har nu altid godt kunne lide det, men forstår egentlig godt indvendingerne. Den søde, brune gedeost er nemlig temmelig anderledes end andre oste.

Den karamelagtige smag er jo oplagt til dessert. God idé og godt resultat.

 

Vietnamesiske Da Lat Cafe

Efter gode, men kolde, oplevelser i Oslo var det perfekt at indtage en varm vietnamesisk nudelsuppeDa lat cafe. Det er et lille, uprangende sted, som man nemt overser eller går udenom, hvis ikke man ved, hvilke gode, friske sager de serverer – og det til meget rimelige priser. Vi gav 125 NOK for hver vores suppe. En klar anbefaling her fra, især til frokost.

Kaleandtell - Vietnamesisk suppe hos Da lat cafe i Oslo

 

Hitchhiker – global street food i Grünerløkka

Grünerløkka er et hyggeligt og trendy kvarter i Oslo med små butikker langs Markveien, hvor du især kan købe genbrug og vintage. Jeg gik på jagt efter fine norske køkkenting, men fandt dog ikke noget, jeg måtte eje.

Kaleandtell - Hitchhiker - tips til restauranter i Oslo

Ikke langt fra Markveien ligger Hitchhiker, et uformelt spisested med global street food. Det er små retter fra hele verden, som du kan vælge a la carte eller som en lille eller stor menu.

Vi tog en lille menu med 5 småretter til 465 NOK per person. Efter en koreansk salat-wrap med oksetartar og sprøde nuggets af torsketunger (! – ja, det er en glimrende norsk specialitet), fik vi kinesiske dumplings med gris i en suppe med miso og nøddesmør.

Kaleandtell - Porkbelly dumplings - streetfood hos Hitchhiker

 

Efter grillede lammekødboller med baba ganoush og grillet hjertesalat sluttede vi af med banan-is og chokoladekage. Det var både godt og populært, så bordbestilling kan nok være en god idé.

Kaleandtell - Lammekødboller med baba ganoush

 

Mathallen Oslo – hjem for masser af restauranter i Oslo

Førnævnte Hitchhiker ligger på første sal i Mathallen Oslo, som er byens torvehaller. Den store bygning er et gammelt jernstøberi i et kompakt industriområde, Vulkan, der nu er ombygget til et spændende og livligt kvarter med spisesteder, Dansens Hus og anden kultur, boliger og park ned til elven.

Kaleandtell - Mathallen Oslo

Indenfor byder Mathallen på madtraditioner og madtrends. Du kan købe norske og internationale råvarer eller spise og drikke på et af de mange små spisesteder. Hvis jeg havde haft bedre tid, ville jeg have prøvet et af de mange spændende madkurser. Kursus i street food, pølsemageri eller rødvin – det lyder da sjovt!

Kaleandtell - Mathallen Oslo - guide til restauranter i Oslo

Der ligger også en avanceret køkkenudstyrsbutik i Mathallen. Den hedder selvfølgelig Sous Vide. Helt i tråd med den nordiske madtrend med at ryge grøntsager og mange andre råvarer, kan du her købe The Smoking Gun, en håndholdt røgpistol. Mon det var sådan én de brugte på Spisestedet Bodil til den birkerøgende salat med knoldselleri og grønkål?

Kaleandtell - håndholdt røgpistol til mad

Facebooktwitterpinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.