Restaurant Zuma i Miami –
japansk extravaganza

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Kaleandtell - Østers, sashimi og sushi hos Zuma

Cocktails ad libitum, sushi, sashimi, østers, japansk robata-grill og en overdådighed af delikate småretter. Japanske Zuma gav os en fantastisk madoplevelse i tilbagelænet luksus.

Restaurant Zuma i downtown Miami, Florida, laver moderne japansk mad i omgivelser, som er typiske for det velhavende Miami: Cool, tilbagelænet og ekstravagant.
Zuma er et ret pebret sted at spise, men deres weekend-brunch er absolut et besøg værd og knap så dyr som frokost- og middagskortet.

Brunch-betegnelsen er ikke rigtig dækkende for arrangementet hos Zuma, synes jeg, for der var intet, som jeg genkendte som morgenmadselementer. Jeg vil snarere kalde det for frokost.

Kaleandtell - Lune japanske småretter fra buffet på Zuma

 

Bordbestilling i god tid er essentiel, og ifølge konceptet varer brunchen fra kl. 12 til 14, hvorefter man kan blive hængende og spise færdig, men ikke får yderligere servering indenfor brunch-prisen.

Det store trækplaster er efter min mening de to store buffeter med hhv. rå, kolde retter – sushi, sashimi og østers – og tilberedte retter. Men løjerligt nok har Zuma valgt, at man skal bestille en hovedret, som er det, man egentlig betaler for, og så er buffeterne, dessert og cocktails uden yderligere beregning. Hovedretterne fås i tre prisklasser, hvoraf vi valgte blandt de billigste til $95 per person. De øvrige hovedretter koster, så vidt jeg husker, $115 og $135, men jeg står af overfor kobe-kød med spiseligt bladguld og andre vulgariteter. Det var ikke derfor, jeg kom.

Rasmus valgte rød oksemørbrad med ristet sesam, chili og sød sojasovs.

Kaleandtell - Japansk oksemørbrad med ristet sesam

 

Jeg valgte teriyaki-grillet laks. Den var fin og perfekt stegt, men intet usædvanligt.

Kaleandtell - Grillet laks med teriyaki

 

Sammen med hovedretten får man også en japansk hotpot med vilde svampe og japanske grøntsager, en slags svamperisotto, som tjeneren færdigtilbereder ved bordet. Det smagte fint, men vi gemte nu det meste appetit til buffeterne.

Kaleandtell - Japansk hotpot med ris og svampe

 

Billederne afspejler ikke rigtig, hvor indbydende buffeterne med kolde og varme japanske retter fremstod – det bliver tit lidt rodet på tallerkenen, når man samler sammen fra en buffet, synes jeg. Jeg fik kun taget billeder af et lille udsnit af buffeten med tilberedte retter. Alting var fint og hygiejnisk anrettet med tænger, udførlig skiltning og is under de kolde retter.

Kaleandtell - Brunch-buffet hos Zuma

Kaleandtell - Japansk brunch buffet hos Zuma, Miami

 

Fra buffeten med tilberedte retter, bl.a. spareribs fra den japanske robata, en kulfyret grill.

Kaleandtell - Japanske ribs og andet fra buffet hos Zuma

Kaleandtell - Fra robata-buffet med japansk grill

 

Foruden et glas champagne kunne man frit bestille cocktails med eller uden alkohol. Flere af cocktails’ne på kortet havde et japansk twist fra sake, grøn te eller yuzu.

Jeg fik bl.a. et par fantastiske Bellini’er (champagne-cocktail med frisk fersken), men den mest overraskende gode drink var denne non-alkoholiske limonade med yuzu-saft og friske hindbær. Meget læskende, aromatisk og ikke for sød.

Kaleandtell - Læskende virgin cocktail med yuzu-saft og friske hindbær

Kaleandtell - Cocktail med japansk twist

 

Som nævnt forleden, da jeg fortalte om Den søde tand på oplevelse i USA, var den medfølgende dessert et festfyrværkeri af konditorkager, frisk frugt og sorbet. Det var imponerende anrettet, og det var hyggeligt at dele ved bordet.

Kaleandtell - Dessert hos Zuma, Miami

Kaleandtell - Kager, sorbet og frisk frugt til dessert hos Zuma, Miami

Kaleandtell - Husets dessert-opsats til 2, Zuma i Miami

 

Vi havde uden tvivl vores bedste spiseoplevelse i Florida, da vi besøgte Zuma i Miami. Deres brunch med buffeter og cocktails ad libitum er faktisk god valuta for pengene, når man betragter kvaliteten, udvalget og servicen. Jeg kommer gerne igen, hvis jeg atter er i Miami.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.