Bagt kartoffel – gensyn med en gammel kending

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Jeg vil gerne slå et slag for en gammel kending: Bagt kartoffel. Opdatér fyldet med avocado og tzatziki og opgradér den fra tilbehør til hovedaktør.

Kaleandtell - Bagt kartoffel med avocado, tzatziki og coleslaw

Herhjemme taler vi af og til om, at vi gerne vil spise flere kartofler. Det kniber lidt med at få gjort noget ved det, men på det seneste er jeg kommet i tanke om den bagte kartoffel, og jeg er glad for gensynet.

Selvom den klassiske bagekartoffel med smør og salt smager godt, foretrækker jeg at opdatere fyldet og servere en grov, mættende salat ved siden af.

På det øverste billede har jeg fyldt den bagte kartoffel med urtesalt, avocado og en klassisk tzatziki af revet udkernet agurk (presset fri for væde), presset hvidløg og græsk yoghurt.
Ved siden af spiste vi en coleslaw af fintsnittet hvidkål, revet gulerod, rødløg og bredbladet persille vendt med dressing af græsk yoghurt, æbleeddike, dijonsennep, sukker, salt og peber.

For at få lidt variation lavede jeg en anden dag versionen på billedet herunder. Den bagte kartoffel blev fyldt med urtesalt, avocado og rødbedetzatziki af revet rødbede, revet frisk ingefær, presset hvidløg og græsk yoghurt (eller var det mon skyr?).
Kålsalaten ved siden af bestod af spidskål, rødkål, edamame og rødløg vendt i en dressing af olivenolie og citronbalsamico, et for mig nyt produkt med frisk citronsmag fra Urtekram, som jeg fandt for nylig, vist nok som spotvare i Netto.

Kaleandtell - Bagt kartoffel med avocado og rødbedetzatziki

Bagt kartoffel i ovn eller mikroovn?

Jeg synes ubetinget, at en bagt kartoffel smager bedst, når den er bagt i en almindelig ovn. Ind ved 200°C i 1 time, måske lidt længere, hvis bagekartoflerne er meget store. Ikke noget med at pakke kartoflerne ind i staniol; det er unødvendigt og ressourcespild.

Men det er bare ikke altid praktisk at vente en time på aftensmaden, og selvom jeg gerne spiser mange slags restemad, gælder det altså ikke rester af bagte kartofler – de skal være friskbagte.

Så på 2. dagen, hvor vi gerne spiser rester af tzatziki og kålsalat, bager jeg nye bagekartofler i mikroovnen. Det tager ca. 1/4 af tiden. Som altid med mikroovn afhænger tiden af effekten og portionsstørrelsen, altså antallet og størrelsen af bagekartoflerne. Så du må prøve dig lidt frem. I vores mikroovn tager det ca. 16 minutter på fuld effekt at bage 4 små bagekartofler, som vi to personer spiser sammen med en fyldig salat.

Se, det er til at have med at gøre, for eksempel når jeg kommer træt og sulten hjem fra træning og skal have mad, inden det lave blodsukker gør mig upassende olm (ja, det er ikke det mest flatterende karaktertræk, men det er til at forebygge).

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.