Kastanjer – hyggelig gæstemad med oste og salater

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Hvordan spiser man kastanjer? De ligger der i grøntafdelingen, men hvordan tilberedes kastanjer? Jeg bager dem og serverer for gæster. Se her hvordan.

Kaleandtell - Kastanjer

Der er hestekastanjer, som er nemme at finde og lave kastanjedyr af, og så er der ægte kastanjer, som man kan spise. De ægte kastanjer kan godt vokse i Danmark, men er ganske sjældne. Til gengæld sælger grønthandlere og supermarkeder ægte kastanjer importeret fra Frankrig, Italien og Tyrkiet, hvor træerne trives godt.

Det er sæson fra oktober til januar. Dog er min families erfaring, at kastanjer er bedst først på sæsonen og ikke rigtig værd at købe efter jul. De friske nødder kan fordærves indeni, uden at man kan se det på ydersiden, og risikoen stiger, jo længere hen på sæsonen man kommer. Hvis kastanjerne er dårlige, kan man se det som mørkt råd, når man piller kastanjen. Det lugter ikke, men kan ses i det lyse kastanje”kød”, som i øvrigt kan have svagt rødlige “årer”. Det sidste er helt normalt og sundt.

Kaleandtell - Bagte kastanjerI min familie samles vi om at spise kastanjer hvert år. Det er lidt af en fest og en hyggelig efterårstradition. Det fortaber sig, præcis hvornår mine bedsteforældre begyndte på det, men det var vist midt i 1950ernes København.

Familietraditionen er at spise de bagte kastanjer som hovedret med salt, smør og masser af oste og vindruer. Jeg kan godt lide at supplere med en salat eller to. Det bliver lidt for meget af det gode for mig, hvis jeg skal spise mig mæt i nødder, smør og ost. Længere nede kan du se, hvad vi spiste til vores seneste kastanjemiddag, som i år fandt sted midt i november.

 

Sådan bager du kastanjer

Ultra kortfattet opskrift på bagte kastanjer:

Vask og tør kastanjerne. Snit et kryds i toppen og stil dem i et lag salt i en bradepande. Bag dem ved 200°C i 25-32 minutter, indtil de er gennembagte og bløde indeni, men ikke tørre. Servér varme.

Udførlig forklaring om bagte kastanjer:

Kaleandtell - Snit et kryds i kastanjerne

Du skal snitte hul på kastanjeskallen, inden de kommer i ovnen. Så vil skallen åbne sig i ovnvarmen, og det gør det meget nemmere at pille den ydre skal af for at komme ind til den bløde, lækre nød. Og hvis skallen er hel, kan kastanjerne eksplodere i ovnen, når vandet inde i de friske nødder fordamper, udvider sig og presser på den tætte skal.

Kaleandtell - Nøddeknækker til kastanjer

Jeg bruger en kastanjetang til at lave et kryds i toppen af hver kastanje. Det er nemt og ufarligt, og den kan også bruges til at knække andre nødder.

Hvis du ikke har en kastanjetang, kan du bruge en lille skarp kniv til at skære krydset, men pas på dig selv! Jeg har aldrig prøvet det, men det lyder som en farlig affære, synes jeg.

Min kastanjetang har jeg arvet fra min mormor, og min mor har også en købt for årtier siden. De er ikke nemme at finde i handlen i dag, men jeg har søgt lidt rundt omkring og set, at man kan købe en kastanjesnitter her.
Hvis man søger internationalt, kan man bl.a. finde denne italienske chestnut cutter. Den kan sikkert købes på Amazon, Ebay og lignende steder.

Kaleandtell - Kastanjetang

 

Kastanjerne stilles i et lag salt i en bradepande. Så står de stabilt og kan stilles så tæt, at der kan være kastanjer til 4-6 mennesker i en stor bradepande.

Jeg genbruger saltet fra år til år og gemmer det i en lufttæt beholder i kælderen. Sådan kan det holde evigt. Mændene i familien griner af mig, fordi salt er så billigt og derfor ikke ville være nogen særlig udskrivning at kassere. Men jeg kan nu godt lide at undgå ressourcespild, også selvom det kun sparer mig for nogle få kroner.

Kaleandtell - Kastanjer bages i salt

Kaleandtell - Saltbagte kastanjer

 

Kastanjerne bages ved 200°C i 25-32 minutter, indtil de dufter af nødder. Tiden afhænger af din ovn og kastanjernes størrelse, som kan variere en del. Tag en ud efter 25 minutter og pil den. Pas på, den er varm! Smag på den. Den skal være gennembagt og let blød indeni, ikke sprød. Smagen er lidt sødlig.

Når de er færdige, så kom dem i en skål med låg, som kan komme på spisebordet. Tag lidt af saltet med, det hjælper med at holde dem varme. Server de varme kastanjer i skallerne, så folk selv skal pille dem på en sidetallerken ved bordet. Det gør middagen ekstra hyggelig og langstrakt, når alle selv skal pusle med det.

Kaleandtell - Bagte ægte kastanjer

 

Hvor mange kastanjer per person skal man bruge? Ja, det afhænger både af, hvor stort- eller småtspisende I er, og om du vælger at servere salater til kastanjerne, sådan som jeg gør her.

Hvis selskabet har god appetit, og I skal spise jer mæt i kastanjer og oste alene, er op til 30 stk per person ikke helt galt. Hvis I også spise salater, er 24 stk per person mere passende. Begge tal er muligvis i overkanten, men så er der lidt ekstra, hvis nogle af kastanjerne viser sig at være dårlige som nævnt ovenfor.

Kaleandtell - Bagte kastanjer med oste, smør, salt og salater

 

Vælg nogle oste, som selskabet kan lide, og arranger dem på et fad. Jeg valgte denne gang disse:

  • Hård Vesterhavsost
  • Gedegouda
  • Blød gederulle (hvidskimmelost)
  • Parmigiano reggiano, 2 år.
  • Mellemlagret Danbo fra Tistrup

Jeg køber meget sjældent oste af Danbo-typen, og jeg synes, at mellemlagret ost kan være lidt kedelig. Så jeg stod rådvild overfor de mange valgmuligheder i køledisken. Men jeg fandt en oste-smagstest og købte topscoreren fra Tistrup. Jeg må give testen ret, den smager faktisk af rigtig meget, selvom det ikke er en stærk, lagret ost.

Kaleandtell - Oste til kastanjer

 

Foruden ostene og små skåle med godt, groft salt og smør, serverede jeg to salater, som jeg synes passede godt både i smag og konsistens til måltidet.

Den ene salat var inspireret af Waldorfsalat, men jeg lavede den uden fed dressing og valnødder, fordi den skulle serveres til kastanjerne.
Den bestod af finthakket bladselleri, røde syrlige æbler, grønne vindruer og masser af bredbladet persille, som giver noget bitterhed, som de udeladte valnødder ellers ville have bidraget med. Dressingen var bare citronsaft, lidt sukker, salt og peber.

Kaleandtell - Mager Waldorf-lignende salat

 

Den anden salat bestod af spidskål og granatæblekerner vendt med hvid balsamico. Igen var der ingen olie i dressingen, fordi resten af måltidet var fedt.

Kaleandtell - Spidskålssalat med granatæble

Nu ved du, hvordan du kan lave bagte kastanjer. Prøv de varme kastanjer en mørk efterårsaften, hvor du og din familie eller venner har tid til at hygge over maden. Måske gør det jer så glade, at også I gør det til en årlig tradition.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.