Quinoasalat med mango, broccoli
og misodressing

Facebooktwitterpinterestmail

Kaleandtell - quinoa, mango, broccoli, misoDenne salat har et asiatisk touch fra misodressingen med syltet ingefær, mens quinoa er fra Sydamerika. Brug moden melon eller ananas, hvis moden mango ikke kan skaffes.

Quinoa (udtales keen-wa, ikke ki-no-a) smager dejligt med et strejf af nødder, og det har et fint proteinindhold. Jeg kan især godt lide den røde variant, men sort og lys kan også bruges. Quinoa er desværre ret dyrt, så en billig quinoa-pusher efterlyses.

Min salat blev til efter inspiration fra et udklip, som reklamerede for kogebogen “Vegetarisk Vellyst” af Tina Scheftelowitz og Christine Bille Nielsen. Jeg ville gerne bruge flere mættende grøntsager, så jeg ændrede lidt, bl.a. ved at tilsætte blancheret broccoli og hakkede mandler.

Salaten kan bruges som vegetarisk solosalat, ligesom jeg gjorde, eller man kan servere den med et stykke stegt kød eller fisk.

Salat af rød quinoa, mango, broccoli, porre, agurk og misodressing med syltet ingefær

  • Kog rød quinoa efter pakkens anvisning og lad det køle af.
  • Skær broccoli i buketter. Skær det yderste grove lag af stokken og skær den i mindre stykker. Læg dem til side, de smager skønt rå. Blanchér broccolibuketterne og køl dem hurtigt ned i koldt vand.
  • Rens porrer grundigt og skær dem i tynde skiver. Overhæld dem med kogende vand og lad dem trække 5 minutter. Dræn dem.
  • Udkern agurk og skær i skiver og skær moden mango i mundrette stykker.
  • Rør en dressing af lys miso, riseddike og ristet sesamolie. Hak syltet ingefær (sådan noget man bruger til sushi) og bland i dressingen. Smag til med sukker og salt, men pas på, for riseddiken og den syltede ingefær er søde og misoen er salt.
  • Anret quinoaen med grøntsager og mango ovenpå. Dryp med dressing og drys med hakkede mandler.

 

Facebooktwitterpinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.