Røget paprika, hvad kan jeg bruge det til?

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Sådan spurgte min veninde for nylig. Her får hun og du nogle opskrifter og idéer til, hvad røget paprika kan bruges til.

Paprika by Politikaner via Wikimedia Commons 660pxPaprika; billede af Politikaner via Wikimedia Commons

Røget paprika er en variant af paprika, som især laves i Spanien, hvor krydderiet bl.a. bruges i paella.

Det har en dyb, røget, nærmest kødfuld smag med jordede undertoner. Det sidste lyder måske ikke godt i dine øre, men det er lidt ligesom den umiddelbare tanke om kraftig rødvin, der smager af jordbund og Whisky med tørvenoter. Ja, og svampe med smag af muld og efterår. Jord i maden i bogstavlig forstand er ikke godt, men jordede smage kan godt være det.

I princippet kan man ryge pebre i forskellige styrker, både milde og hotte, men den røgede paprika jeg er stødt på i Danmark er ret mild. Altså er smagen krydret uden at være stærk som chili eller cayenne.

Du må dog smage dig frem, når du bruger den røgede paprika, som ligger i lige præcis dit køkken. Ligesom der kan være forskel på styrken, er der forskel på kvaliteten. Nogle er tilsat røgaroma fremfor faktisk at være røget. Desuden aftager smagen med tiden efter rygning og pulverisering, hvilket i øvrigt gælder for alle krydderier. Men i modsat til mange andre krydderier, kan røget paprika kun købes i stødt form, ikke hel.

Smagen minder om bacon og andet røget kød, og derfor giver det spændende variation til vegetarkøkkenet eller retter, hvor du gerne vil strække en lille smule kød til mange dage eller mange mennesker.

Hvis du steger din røgede paprika, så pas på at den ikke branker. Steg i lidt fedtstof ved ikke-for-høj varme.

Røget paprika er som skabt til tomatretter

Det er svært at sætte ord på magien, men røget paprika passer bare rigtig godt ind i varme tomatretter.
Jeg bruger for eksempel røget paprika i denne tomatsovs til ostegratinerede auberginer. Opskriften finder du her: Ostegratineret aubergine, røget tomatsovs og balsamico-broccoli.

Kaleandtell - Ostegratineret aubergine og tomatsovs med røget paprika

 

Du kan også fint komme lidt røget paprika i tomatsovsen til squash-indrullet krydret kebab med feta og tomatsovs.

Kaleandtell - Squash-omrullet kebab med tomatsovs

 

Jeg har ikke prøvet at lave paella, men jeg er glad for denne spanske bacalao con tomate, torsk i tomat. Den har masser af smag – blandt andet fra røget paprika – og fylde fra kikærter og kartofler. Spinat med god olivenolie er passende og enkelt tilbehør.
Opskriften finder du her: Ferieminder bragt ind i eget køkken: Bacalao – spansk torsk

Kaleandtell - Bacalao i tomat med kikærter og spinat

 

Brug røget paprika til at forstærke smagen af krydret kød

Paprikaens dybe røgede og jordede smag har nogle af de samme smagsnoter som røget eller grillet kød. Jeg bruger derfor også røget paprika til at forstærke smagen af kødet, som jeg gerne strækker både af hensyn til pengepung, sundhed og klima.

Denne grønkålssalat med appelsin og pepperoni bliver til et måltid med en lille smule spicy pepperoni og en appelsindressing med røget paprika.

Kaleandtell - Grønkål med ristet pepperoni og appelsindressing med røget paprika

 

Det er samme princip i denne latinamerikanske suppe med butternutsquash og chorizo. Her forstærker den røgede paprika smagen af de krydrede pølser, så lidt kød rækker til mange.

Kaleandtell - Porotos granados - suppe med butternut

 

Røget paprika er også en oplagt ingrediens i barbeque-marinade, som kan bruges på både kød og grøntsager, som skal på grill eller grillpande. Det hjælper til stor røgsmag uden at overgrille maden.

Kaleandtell - Ærø Valnød til hakkebøf og broccoli-kikærtersalat

Krydret hakkebøf med ristet broccoli og kikærter i tahindressing. Se opskriften her.

Det er heller ikke sjældent at se røget paprika blandt indholdet i købte krydderiblandinger til oksekød, for eksempel en dry beef rub, som gnubbes ind i oksekødet inden tilberedning.

Jeg købte engang en luksuriøs dry beef rub i Östermalm Haluhall, et lækkert madmarked i Stockholm. Dåsen var desværre ikke bundløs, og da den slap op, prøvede jeg at genskabe min egen rub ud fra ingredienslisten. Derfor har jeg lært, at kombinationen af løgpulver, sellerisalt, rosmarin, oregano, røget paprika og godt med friskkværnet peber er rigtig godt at ælte ind i det hakkede oksekød til en mere velsmagende hakkebøf.

Røget paprika i stedet for kød

Du kan også udnytte den dybe røgede og jordede smag til at få smage ind i dine vegetarretter, som kød ellers kunne have bidraget med.

Prøv at drysse krydderiet over en omelet eller røræg, hvor man ellers kunne have brugt bacon.

Eller lave denne fyldige vegetarret: Krydrede kikærter i wrap med tahindressing samt lynsyltet rødkål

Kaleandtell - Wrap med krydrede kikærter, tahindressing og lynsyltet rødkål

 

Jeg håber, at du nu føler dig inspireret til at eksperimentere med røget paprika. Jeg synes, at det er sjovt at prøve at udnytte det røgede element til at udvidde smagspaletten i min mad.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.