Skvalderkål? Spis den!

Facebooktwitterpinterestmail

Skvalderkål smager godt og af stærk peber. De små spæde blade vælter op af jorden her i foråret. Lær mere om skvalderkål og hvordan du bruger den i maden.

Hvorfor spise skvalderkål?

Lad os være realistiske. Hvis du har et ukrudtsproblem med skvalderkål i din have, kan du ikke spise dig ud af det. Planterne vokser alt for hurtigt til, at nogen gider at fortære dem med samme hast.

Du skal spise skvalderkål, fordi de små spæde blade smager godt, og fordi det er rart og hyggeligt at gå ud i vejret, plukke gratis mad og bringe det hjem i dit køkken.

Kaleandtell - Spis spæde skud af skvalderkål

Hvordan smager skvalderkål?

Du skal gå efter de små spæde skvalderkålblade, som ikke er helt foldet ud endnu. De har en særlig aromatisk smag, lidt sødlig og græsagtig, men det er især den lette smag af stærke peberkorn, som træder frem.
Nogle synes også, at smagen minder om selleri, løvstikke og kørvel, som tilhører samme familie (skærmplantefamilien) som skvalderkål. Det kan jeg nu ikke rigtig smage.

De spæde blade vælter op af jorden i april og maj. Hvis du har skvalderkål i haven, kan du med fordel klippe den ned, gerne med græsslåmaskinen. Så sætter den snart nye spæde blade, som du kan plukke og spise.

Når planten blomstrer, ændrer smagen sig til det værre, og på dette stadie skulle skvalderkål også udvikle stoffer, som virker afførende. Så pluk de spæde skud, inden de hvide blomster melder sig på de vilde planter i juni-august.
Hvis du har planten i haven, kan du undgå blomstringen ved at klippe planten ned inden da. Det vil også forhindre skvalderkålen i at sprede frø.

Kaleandtell - Skvalderkål kan spises

Hvordan ser skvalderkål ud og hvor vokser den?

Skvalderkål vokser overalt i Danmark, især på fugtige, næringsrige jorde i haver, løvskove, parker, hegn, vejkanter og enge.

Planten danner tætte tæpper af glatte blade, som er 3-delte med hver 3 savtakkede småblade.
Herover kan du se, hvordan et ikke-helt-udfoldet blad ser ud. Det er det, du skal gå efter, for de smager bedst.

Hvad kan jeg bruge skvalderkål til i køkkenet?

De spæde blade kan bruges friske i salat eller som hakket, grønt drys oven på det meste. Du kan også lave skvalderkålpesto af de rå blade.

Bladene kan også tilberedes ligesom spinat, fx stuves i hvid sovs eller sauteres i olie/smør, gerne sammen med hvidløg.
Kom den sauterede skvalderkål i en omelet, som jeg viser her. Eller brug den som fyld i italienske cannelloni, i madpandekager (fx koreanske grøntsagspandekager), tærte, gratin eller frittata.

Skvalderkål kan også bruges i wokmad og i suppe, hvor den bare skal have et kort opkog til sidst.

Kaleandtell - Fyldt omelet og salater

På det seneste har jeg igen og igen passeret et hegn uden hundelufteri, hvor skvalderkålen lige nu vælter op af jorden under træer og buske, som kun lige er ved at sætte blade. En dag fik jeg endelig husket en pose, som jeg kunne samle skvalderkål i, og så kunne jeg vende hjem med en masse små fine blade.

Jeg brugte skvalderkålen til omelet, som jeg fyldte med spidskål vendt med hvid balsamico. Ved siden af serverede jeg rødbedetzatziki og grønne stangbønner med syltede rødløg.

Det smagte rigtig dejligt, og du kan her læse og se billeder af, hvordan jeg gjorde. Opskrifterne står nederst på siden.

Kaleandtell - Sauteret skvalderkål og hvidløg til omelet

Sautér skiver af hvidløg i olivenolie et par minutter ved jævn varme. Tilsæt den skyllede, evt. grofthakkede, skvalderkål og sautér, indtil det falder sammen.

Hæld æggemasse på panden og lad den størkne ved svag varme.

Kaleandtell - Omelet med skvalderkål, hvidløg og ost

Riv til sidst lidt hård ost over omeletten – jeg brugte grana padano – og så er den klar. Det er nem mad!

Kaleandtell - Omelet med skvalderkål og ost

 

Opskrift på omelet med skvalderkål, ost og spidskål

Sammenlagt passer de nedenstående 3 opskrifter til aftensmad til 2 personer

Æggemasse (til 2 omeletter; 1 per person)

  • 5 æg
  • ½ dl mælk
  • salt og kværnet peber

Fyld til omeletter

  • 4 små fed hvidløg
  • Olivenolie, til stegning
  • 3 dl spæde skvalderkålblade
  • Friskrevet grana padano (eller anden hård ost, fx parmesan eller Vesterhavsost)
  • 3-4 håndfulde spidskål i strimler
  • hvid balsamico, efter smag
  1. Skyl og tør skvalderkålen. Hak den eventuelt groft, hvis bladene er store. Pil hvidløgene og skær dem i skiver.
  2. Varm olivenolie op på en pande, og sautér hvidløg ved mellem varme i 1-2 minutter. Tilsæt skvalderkål. Når det er faldet sammen, lægges halvdelen til side til omelet nr. 2. Skru ned for varmen under panden.
  3. Pisk æg, mælk, salt og peber sammen i en skål. Hæld halvdelen af æggemassen over den sauterede skvalderkål og hvidløg. Lad æggemassen størkne ved svag varme.
  4. Vend i en skål den strimlede spidskål sammen med lidt hvid balsamico.
  5. Riv ost over omeletten, når æggemassen lige akkurat er størknet. Løsn omeletten hele vejen rundt i kanten og løft den over på en tallerken. Læg halvdelen af spidskålen på den ene side af omeletten, og fold omeletten sammen om kålen.
  6. Lav omelet nr. 2 med resten af den sauterede skvalderkål. Fyld den med resten af spidskålen.

Kaleandtell - Omelet med skvalderkål, hvidløg og spidskål

Her er opskrifter på det viste tilbehør til omeletten. NB! Lav tilbehøret før du går i gang med omeletten.

Bønner med syltede rødløg

  • 350 g stangbønner (alternativt haricot verts)
  • salt, efter smag
  • 3 spsk syltede rødløg

Nip stilken af stangbønnerne og skær dem i mundret stykker. Kog letsaltet vand op i en gryde. Kog stangbønnerne i 3-4 minutter, indtil de er møre (smag på én). Dræn kogevandet fra, fyld op med koldt vand, og lad bønnerne køle hurtigt af heri, så kogeprocessen straks stopper. Dræn dem og arrangér dem i skål eller på fad med et drys salt og de syltede rødløg (Opskrift på syltede rødløg).

Rødbedetzatziki

  • 1 mellemstor rødbede, skrællet og groftrevet
  • 1 lille fed hvidløg, presset
  • salt, efter smag
  • 1 dl. græsk yoghurt eller andet syrnet mælkeprodukt

Rør yoghurt med presset hvidløg, vend revet rødbede i og smag til med salt.

 

Kan du lide at sanke, altså at samle mad i naturen? Så se her:

Facebooktwitterpinterestmail

Har du kommentarer eller spørgsmål? Skriv dem her.