Vi kom rigtig godt ind i det nye år med en superlækker menu, som kom godt rundt på grøntsagspaletten. Jeg syntes, at det var sjovt at lave finere mad, som er mere raffineret end det, vi normalt spiser alene eller med gæster.

Vi startede med lakseceviche på glaskål med radise og karse. Jeg er rigtig glad for glaskål, som desværre kan være svær at skaffe. På denne årstid skal den skrælles for at det sprøde indre med en sart sødme kommer til sin ret.

Bobler hører nytåret til, og vi drak en champagne fra Alexandre Penet. Det var en Brut Nature, hvilket vil sige, at der ikke er tilsat ekstra sukker (= zero dosage) for at justere sødmen. Derfor er champagnen knastør.
Denne flaske fik jeg af min vejleder, da jeg afsluttede min ph.d. i det forgangne år. Det virkede passende at fejre dette års udgang og det nye års komme med denne flaske.

Som dronningesnacks fik vi desuden saltmandler og grillede minisquash med hvidløgsmayonnaise, koldtvandsrejer og fritterede skalotteløg. Rasmus bryder sig ikke om rejer, så han fik en portion uden.
Om formiddagen havde mayonnaisen voldt større problemer end forventet. Det er sjældent, at jeg laver mayo, men det er da gået nemt og lige til hidtil. Men denne gang skilte den. Og igen. Søgning på nettet bragte mig til Kvalimad, hvor Max har lavet en meget pædagogisk video om at røre og redde en skilt mayo. Og så lykkedes det. Så tak til Kvalimad for det.

 

Første ret var carpaccio af kejserhat og jordskok med olivenolie, saft og skal af citron, persille og en sprød parmesanchips. Vi fortsatte med champagnen til denne ret.

 

Jeg var ovenud begejstret for anden forret. Den var aftenens bedste madindslag, synes jeg.

Hvidvinssyltet butternutsquash, langtidsbagte tomater, bøffelmozzarella, god balsamico og frisk oregano stødt i olivenolie (opskrift).

Uhm! Det syltede græskar tilførte noget virkelig lækkert til de øvrige ingredienser, som er en lækker, klassisk italiensk sammensætning.

Vi drak en let italiensk rødvin til, en Bardolino fra 2012. Bardolino laves i Veneto i Norditalien og er kendetegnet ved kirsebær i duft og smag. Den passede rigtig glimrende til maden.

 

 

Da Rasmus og jeg begyndte at tale om nytårsmenuen midt i december, lå to ting hurtigt fast. Vi ville have røde entrecôter fulde af smag og kraft. Og Rasmus ville kæle for en klassisk fransk sauce.

Han valgte at lave Sauce Bordelaise, som er kogt på rødvin, fond og skalotteløg og til sidst tilsmagt oksemarv. Det tog ham flere dage at lave, og duften undervejs var fantastisk. Det endelige resultat var en meget intens, dyb sauce med en del syre, som jeg synes smagte supergodt. Rasmus synes ikke helt, at resultatet stod mål med anstrengelserne. Han er allerede begyndt at tale om, hvilken sauce han vil lave næste år…

Sammen med denne sauce bordelaise og entrecôten fik vi sprøde ovnkartofler, rødbeder i balsamicoglace, persille og smørristede kejserhatte og Karl Johan-svampe. (Opskrift på de bagte rødbeder med ristede svampe.)

Big, fat and gutsy, 2010, er en australsk Shiraz, som er lige præcis, hvad den praler af: Storladen, fed og kraftfuld. Den var lige i øjet til bøf, sauce, svampe og søde rødbeder.
Jeg har mødt Patrik Jones, som producerer den, til et videnskabeligt seminar for et par år siden. Han lavede engang sin ph.d. i samme laboratorium, som jeg senere gjorde. Hans biokemiske baggrund kan læses, når han forklarer om vin, fx dens smag og farve.

 

Jeg er stadig forelsket i den ismaskine med kompressor, vi købte i sommer efter at være vendt hjem fra Roms overflod af vidunderlig gelato. Så det var oplagt at servere is som nytårsdessert.

Jeg valgte en ingefærflødeis med chokoladetrøffel tilsmagt mandellikør. Den smagte kraftigt, men ikke stærkt, af ingefær, og de mørke chokoladetrøfler med spiritus gav isen mørk dybde og modspil til sødmen.

For at få lidt knas bagte jeg nogle små sprøde kager med citronskal og mandelflager til.

 

Mandellikøren har jeg hentet hjem fra Gran Canaria, hvor jeg besøgte romdestilleriet Arehucas, som producerer den.

Kender du det, at man slæber noget mad eller vin med hjem fra ferie, og så smager det slet ikke lige så godt, når man kommer hjem? Tja, Bienmesabe-likøren var sådan et tilfælde. Vi har haft svært ved at få den drukket, fordi dens sødme kombineret med mandelsmagen nærmest var kvalmende.

I sidste uge fik jeg så den indskydelse at drikke den on the rocks. Mand, hvilken forskel det gjorde. Nu smagte den faktisk ret lækkert. Og således blev den serveret til nytår, og det var så enden på den mandellikør.

Rigtig godt nytår til alle.

Læs flere opskrifter egnet til din nytårsmenu: